De gamle kom i håndgemæng
Man bliver øjensynlig aldrig for gammel til at tage ud at slås for sjov.
Fem ældre medborgere drog af sted en tidlig lørdag morgen 12. marts med det erklærede mål at komme i håndgemæng med andre seniorer. I Odense mødtes de med folk af diverse etniske baggrunde fra hele Danmark og Hertugdømmerne, og så kastede de rundt med hinanden, mens de fulgte esoteriske ritualer af fjernøstlig oprindelse. Vore fem lokale holdt så længe, det var dem muligt. To af dem holdt så godt, at de vandt nogle af deres kampe. Rasmus Fabian vandt så mange kampe, at han fik en bronzemedalje.
Bland disse folk skal man være mindst 30 år for at blive tolereret. De ældste kæmpere til stede var 58 år.
Skulle du have lignende tilbøjeligheder, eller bare lyst til lidt motion, der hverken involverer spark mod sagesløse bolde eller rytmiske bevægelser på basis af musik kan du henvende dig til Ry Judoklub eller Sjelle-Skjørring IF judo. De glæder sig allerede til at brække dine arme, kværke dig og kaste dig ned fra stor højde. I al venskabelighed, selvfølgelig.