Fortsæt til indhold

Nicklas blev Årets Ildsjæl

En check på 5.000 kroner er et stort skulderklap, men også et godt tilskud til videre sports-uddannelse

Sport
Arkiv

Favrskov Idrætssamvirke har mandag aften uddelt prisen Årets Ildsjæl 2016 til den kun 21-årige Nicklas Klit Sørensen fra Hadsten Tennis klub. Nicklas blev valgt blandt seks nominerede kandidater.
Afgående formand for idrætssamvirket, Gert Jensen, betegnede det som et meget svært valg mellem mange gode indstillede kandidater:
”Vi er enormt glade for, at det viser, at vi har rigtig mange frivillige ildsjæle i kommunen, der gør et fantastisk stykke arbejde hver eneste dag.”
I indstillingen af Nicklas lød det bl.a.: ” Nicklas' funktioner i klubben er mangeartede. Han påtager sig mange praktiske opgaver, han påtager sig et stort arbejde med at træne juniorspillere, og han hjælper også til med voksenmotion-spillere, hvis der er behov. Han er altid til stede og hjælper med afvikling af tennisstævner mv. Derudover gør han en stor indsats i bestyrelsen.”
Årets Ildsjæl er sponseret af Djurslands Bank, og filialdirektør Jan Labich overrakte checken til Nicklas. ”Jeg er så stolt over denne anerkendelse. Det giver virkelig mod på at blive ved med at være frivillig i mange år,” fortalte han ved modtagelsen af prisen. Nicklas er netop nu i gang med at udvikle sine organisatoriske kompetencer gennem en ungelederuddannelse ved DGI, hvor han skal til Filippinerne, så pengene falder på et tørt sted.