Humørfyldt juniorhold tog Belgien med storm
Sæsonen for landevejscykling i Danmark nærmer sig, men inden sæsonstarten i Middelfart 2. påskedag er Hammel Cykle Klubs juniorhold taget på træningslejr i Belgien. Her skal der trænes på de krævende stigninger i Ardennerne, men der er også blevet tid til at køre et par af de belgiske cykelløb.
Og holdet har stor succes. Både lørdag den 19. og søndag den 20. marts er det blevet til dobbeltsejr til Hammel Cykle Klub.
Lørdagens løb foregik i den lille by Leenhaag i det østlige Vlaandern.
Her vandt Asbjørn Ravn Rasmussen, Hadsten med Asbjørn Hellemose, Galten på 2. pladsen, efterfulgt af en rytter fra et af de stærke belgiske cykelhold. De to Hammel-ryttere gik i udbrud allerede efter ca. 5 km, og blev aldrig hentet igen af hovedfeltet. I alt 103 ryttere fra belgiske, hollandske og tyske hold var til start.
Søndag gik turen til Charleroi i Vallonien, hvor løbet "Fleche Courcelloise" bød på kraftige udfordringer - blandt andet en opløbsstrækning i Pøt Mølle kaliber, som skulle forceres 12 gange!
Denne gang blev rollerne byttet om, idet Asbjørn Hellemose vandt foran Asbjørn Ravn Rasmussen og en belgisk rytter på tredjepladsen. På fjerdeladsen kom Mikkel Feldtmann Hansen, Nørresundby, som i kører for Hammel Cykle Klub, og også de øvrige Hammel-ryttere tog for sig af præmieplaceringerne - Hammel Cykle Klub kunne tage hjem med i alt 7 præmier i dette løb.
Danskere med humør
Interessen for de danske ryttere var stor, og det har givet omtale i de belgiske medier, der er imponerede over holdets styrke, humør og ikke mindst det gode kammeratskab, som de 11 Hammel-ryttere udviser.
De næste dage byder på træning, inden rytterne skal hjem til sæsondebut i Middelfart 2. påskedag efterfulgt af en weekend i Næstved, hvor de skal køre 2 afdelinger af den danske Junior Cup.