Hobro fik point mod AGF
Hverken AGF eller Hobro havde evnerne til at skabe en seværdig fodboldkamp. Opgøret i Aarhus sluttede 1-1
Både AGF og Hobro har den første sejr til gode i foråret i Superligaen efter 1-1 lørdag eftermiddag i en fodboldkamp skæmmet af fejl og frustrerende fodbold. 1-1 endte bundkampen i Aarhus, og det er et resultat, som ingen af de to klubber rigtigt kan bruge til ret meget.
Hobro kan måske hive lidt selvtillid og stolthed ud af opgøret, men håb om en ny sæson i ligaen gav opgøret ikke. AGF? Når holdet ikke holder tempoet og intensiteten oppe i længere perioder, er det skrøbeligt.
Mads Justesen, gymnasielæreren og fritidslandsmanden, der om nogen har personificeret Hobros fodboldmirakel i de seneste sæsoner, satte sig til rette på tilskuerpladserne på Ceres Park i Aarhus lørdag eftermiddag. Den lange, skæggede forsvarsspiller var sorteret fra træner Ove Pedersens trup til udekampen mod AGF, og ude på tribunen kunne han hilse på sin bror, Lars, der nu er assistent for Esbjerg-træner Jonas Dal, begge forhenværende Hobro-trænere, tilsammen en trio, der har ført Hobro frem til den kultstatus, klubben nu er i færd med at miste.
Det kræver temmelig meget at opretholde en status som Superligaklub, og det ved de såmænd alt om i Aarhus, hvor det nu er Glen Riddersholm og hans håndgangne mænd, der er udset til at sikre en vis form for stabilitet på topplan i AGF.
Efter en halv times langspark, dueller, små frispark og søvndyssende skæverter fik AGF en anelse fat i spillet og begyndte at skabe chancer, eller i hvert fald trykkede af fra distancen for i det mindste at true modstandernes mål. Derinde stod Jesper Rask, som flere andre Hobro-spillere forhenværende AGF'er, og han parerede det meste.
Femte gang måtte han overgive sig, da Danny Olsen kom først på bolden i feltet efter AGF-småspil, og fra Olsens storetå fløj bolden i nettet til 1-0.
"Det har været en sløj kamp indtil videre. Til gengæld er vejret dejligt," konstaterede Jonas Dal i pausen, inden han mandekrammede Mads Justesen.
For Hobro var kampen nærmest sidste udkald i forhold til at have en reel chance for at sikre sig endnu en sæson i Superligaen, men bedømt på første halvleg så det ud til, at den drøm var opgivet.
Ganske vist pressede Hobros forreste AGF's forsvar temmelig højt for at få forsvaret til at sparke langt, så kampen kunne afgøres på muskler, men bortset fra små friske aktioner fra den sydkoreanske sprinter Jung-Bin-Park var det vanskeligt at se, hvor målet – miraklet – skulle komme fra.
I de fire første kampe i foråret har Hobro ikke lavet et eneste mål, og samtidig har modstanderne plaffet 12 bolde ind bag Jesper Rask. Hobro-træner Ove Pedersen reagerede ved at smide Quincy Antipas og franskmanden Wilfried Domoraud i aktion kort ind i anden halvleg.
Midtvejs i anden halvleg blev Antipas spillet fri i dybden efter et AGF-boldtab, men AGF-målmand Steffen Rasmussen forhindrede en udligning, om end han kort efter tilsyneladende var ved at bokse et hjørnespark i eget net. Efter det næste hjørnespark hamrede eks-AGF'er Kasper Povlsen bolden i nettaget, og Hobro fik dermed straffet hjemmeholdet for en passiv tilgang til anden halvleg. En svag fodboldkamp. Men vejret var dejligt.