Fire lokale golfklubber slår dørene op 17. april
Alle er velkomne, når ’Golfens Dag’ bliver gentaget
Et væld af landets golfklubber er på charmeoffensiv søndag 17. april, når der arrangeres 'Golfens Dag'.
Her er der tale om et åbent hus-arrangement, hvor klubberne slår dørene op og inviterer alle interesserede indenfor. Både børn og voksne er velkomne til at kigge forbi og få en introduktion til spillet, hvor alle på tværs af alder, køn og niveau takket være det særlige handicap-system, kan spille mod hinanden.
Her i Lokalavisens udgivelsesområde er der fire klubber, der holder 'Golfens Dag'. Det er Mollerup Golf Club på Mollerupvej 7 i Risskov, Aarhus Golf Club på Ny Moesgårdvej 50 i Højbjerg, Aarhus Aadal Golf Club på Brydehøjvej 35 i Harlev samt Lyngbygaard Golf på Lyngbygårdsvej 29 i Brabrand.
Gratis at deltage
I Mollerup Golf Club er der åbent mellem klokken 10 og 14 for alle, der nærer den mindste interesse for at prøve kræfter med golfsporten. Her vil der være en uforpligtende introduktion til, hvad golf er, og de fremmødte kan prøve kræfter med driver, jern og putter. Instruktører står klar med hjælp, og du behøver ikke tilmelde dig eller have udstyr. Klubben har grej, du kan låne.
I Aarhus Golf Club i Højbjerg er der åbent fra klokken 11, og her er bydes der på en guidet tur, en puttekonkurrence og lodtrækning om et gratis prøvemedlemskab.
Hos Lyngbygaard Golf i Brabrand begynder man også klokken 11, og her er der træning med klubbens trænere, informationsmøde om begynderforløb og medlemskab samt efterfølgende frokostjazz i klubbens restaurant, No. 19.
Aarhus Aadal Golf Club i Harlev åbner dørene klokken 9, hvor man kan blandt andet kan få lov at gå banen med klubbens pro-træner og blive guidet i at putte. Der er også mulighed for at 'drive' i tøvejr, da klubbens driving range er overdækket. Herefter er der info-møde med videofremvisning om klubben og gratis sandwich.
Golfklubben i Harlev vil gerne have, at man tilmelder sig inden på aagc@aadalgolf.dk.
Du kan læse mere om 'Golfens Dag' på golfensdag.dk og se alle klubber, der arrangerer 'Golfens Dag'. /KSA