Fortsæt til indhold

Skovbakken Kvindefodbold ansætter ny cheftræner

Henrik Varbøl Andersen afløser Kim Leth Andersen som træner for Skovbakkens bedste fodboldkvinder

Sport
Af Kim Skovrup Andersen

Skovbakken Kvindefodbold har per 1. april ansat Henrik Varbøl Andersen som ny cheftræner for klubbens 3F Ligahold.

Han har underskrevet en kontrakt gældende frem til sommeren 2018.
Allerede lørdag den 2. april har han sammen med resten af 3F truppen første slutspilskamp hjemme mod Vejle.
Henrik Varbøl Andersen har haft sin A-licens siden 2013 og har et mangeårigt erfaringsgrundlag fra FC Midtjylland både som scout og som træner for flere ungdomshold. Senest har han været tilknyttet Silkeborg IF som konsulent og cheftræner for U19-liga.

”Jeg ser frem til en spændende udfordring med Skovbakken i 3F slutspillet. Da klubben fremlagde sine ambitioner og målsætninger for fremtiden, var jeg ikke i tvivl om, at det var det rigtige projekt for mig. Faciliteterne og de sportslige rammer er i top og med til at skabe de bedste forudsætninger for sportslig succes. Jeg glæder mig til samarbejdet med spillertruppen og trænerne omkring holdet,” siger Henrik Varbøl Andersen i en pressemeddelelse.

Valget af Henrik Varbøl Andersen som cheftræner er truffet på baggrund af hans professionalisme og tilgang til trænergerningen. Henrik Varbøl Andersen er en taktisk dygtig træner, der har haft stor succes med at skabe udvikling gennem hårdt og struktureret arbejde på eliteniveau med fokus på både den enkelte spiller og holdet som helhed.

”Vi har søgt en trænerprofil, der har et højt fagligt niveau, og som tør sætte overliggeren højt for det arbejde, der udspiller sig på banen. Derudover har det været vigtigt for klubben at finde en træner, som kan være med til at flytte Skovbakken Kvindefodbold i den rigtige retning i dansk kvindefodbold og samtidig være medspiller i en klubudviklingsproces henover de næste par år. Vi overbeviste om, at Henrik med hans erfaring kommer med mange positive input både på og uden for banen, og vi ser frem til samarbejdet med Henrik,” siger Marie Greve, der er formand i Skovbakken Kvindefodbold.
Ved siden af trænergerningen arbejder Henrik Varbøl Andersen som politibetjent i Midt- og Vestjyllands politi og er bosat i Ikast med sin kone og to døtre.
Henrik Varbøl Andersen afløser Kim Leth Andersen, der er blevet cheftræner for den norske Tippeligaklub Tromsø IL's U16 drenge, der skal spille i en nyetableret, landsdækkende U16 liga. Trænerstillingen i den norske topklub er heltids, og Kim Leth Andersen har indgået en aftale for foreløbig sæsonen 2016 med en option for yderligere to år.