Fortsæt til indhold

Rytterne fra Hørning er klar til afgang

28 cykelryttere fra Hørning samler penge ind til De Danske Hospitalsklovne. Søndag 9. juni hopper de i sadlen og tilbagelægger de 1250 kilometer til Paris, som de når på Bastilledagen

Sport
Grethe Bo Madsen

Der er nedtællingsnerver i Hørning. Om knap halvanden uge hopper 28 ryttere i sadlen og sætter kurs mod Paris. Sammen tilbagelægger de strækningen på 1250 kilometer på seks dage.

Trods udsigten til ømme bagdele gør de det med et stort smil, ligesom de også har tilbagelagt forårets mange og lange træningsture i højt humør. Turen tjener nemlig et godt formål.

Udfordring med godt formål

“Jeg er først og fremmest med, fordi jeg gerne vil udfordre mig selv. Men jeg er også glad for samtidig at støtte De Danske Hospitalsklovne,” fortæller 44-årige Marianne Duus, der er den ene af bare tre kvinder på turen.

“Det er første gang, jeg prøver en racercykel, og jeg har skullet lære at køre stærkt sammen med mange i en gruppe og at ligge i baghjul,” griner hun, der allerede før jul sagde farvel til alkohol og blev meget bevidst om, hvad hun skulle spise for at udvikle muskler og blive stærk nok til turen.

12 timer om dagen i sadlen

Sammen med 21-årige Daniel Tribler, der er turens yngste deltager, og 44-årige Peter Jensen er hun klar til turen, der byder på lange dage på op til 12 timer i sadlen.

“Der lægges ud med to lange stræk på henholdsvis 258 kilometer og 280 kilometer de første to dage,” fortæller de.

Peter er den, der har tilbagelagt flest træningskilometer forud for turen: 10.000 kilometer er det blevet til siden februar.

“Jeg var gennem en skilsmisse for et par år siden, der førte til alt for mange ekstra kilo på sidebenene. De er blevet cyklet af,” konstaterer han.

Siden han sagde farvel til hvidt brød, pasta og kartofler og begyndte at cykeltræne så godt som hver dag, er vægten faldet 33 kilo.

Komplet livsstilsændring

“Jeg har fuldstændig lagt min livsstil om. Det underlige er, at det egentlig ikke har været et afsavn. Selvom vejret nogle gange har været rigtig dårligt, så har jeg aldrig haft lyst til at kvitte en træningstur,” fortæller Peter, der cykler til og fra arbejde og desuden deltager på de to ugentlige fællestræninger.

Med på turen til Paris har holdet et forplejnings-, mekaniker- og samaritterteam. Syv personer tilsammen, som kvit og frit bruger en uge af deres ferie på at hjælpe de 28 ryttere godt og sikkert til Paris.

Forplejningsteamet består af Jeanette Britt Schultz og Flemming Warnich, der glæder sig til at kræse for rytterne.

10.000 kalorier om dagen

“De kommer til at bruge cirka 10.000 kalorier hver om dagen, så der skal noget til,” konstaterer Jeanette.

Alligevel taber rytterne sig også en del undervejs.

“Vi har væddemål kørende om det samlede vægtab, og vi bliver vejet, lige så snart vi når Paris,” griner de.