Aarhusianer slår verdensetter og vinder Powerman Danmark
Søren Bystrup Jacobsen løb i går med sejren ved Powerman Danmark i Vejle
Det blev en sejr til aarhusianske Søren Bystrup Jacobsen, da gårsdagens Powerman Danmark fandt sted i Vejle. Her dystede duatleter fra både ind- og udland på distancen 10 km løb, 60 km cykling og 10 km løb igen.
Bystrup nåede i mål cirka et minut før belgieren Seppe Odeyn, der ellers lige nu ligger nummer et på verdensranglisten. Dermed fik den lokale powerman revanche fra VM, hvor Odeyn vandt sølv foran Bystrup, der vandt bronze.
”Det var et virkelig hårdt løb, hvor vi lå meget tæt hele vejen. På cykelturen lykkedes det mig at slå et lille hul på den stejle Østengårdsbakke, og det var jeg i stand til at holde resten af vejen,” lyder det fra Søren Bystrup Jacobsen i en pressemeddelelse.
Sejren ved Powerman Danmark afrunder en god sæson for Bystrup, der både har opnået EM-sølv og den femte VM-bronze i karrieren.
Næste år bliver Powerman Danmark i Vejle vært for EM i duatlon, hvor Bystrup ligeledes planlægger at stille op.