Fortsæt til indhold

Ny cheftræner til FC Skanderborg

FC Skanderborg har for de næste tre år lavet aftale med Berni Petersen, som ny cheftræner for klubbens Danmarksseriehold fra jul af. Han skal overtage efter Claus Christiansen

Sport
Arkiv

Berni Petersen er i dag assistent træner for Kolding IF 2 divisionshold. Han blev hidkaldt dengang Kolding var på vej ud af divisionen og siden er det kun gået en vej – fremad - Kolding spiller i dag med i toppen af 2. division, med godt boldbesiddende og hurtigt spil. Berni er en taktisk klog træner, der forstår at give sit hold de rette informationer og værktøjer.

Berni Petersen har i en årrække været træner for tyske Oberliga hold, og bruger meget af den tyske grundighed i sin træning,

Han er også landstræner for det danske mindretal i Slesvig, hvor han skal stå i spidsen for holdet til EM.

Berni Petersen har allerede været en del omkring i klubben, for at få den rette fornemmelse for sin beslutning. Der blev hurtigt givet håndslag på en aftale, da Berni Petersens værdier passer rigtig fint til den måde FC Skanderborg vil spille fodbold på.

FC Skanderborg er godt tilpas med at få landet en aftale allerede nu, så klubbens gode arbejde med talentudvikling kan fortsætte og vi til stadighed kan have en super kompetent chef for 1. holdet.

Berni Petersen udtaler her, hvorfor han valgte FC Skanderborg.

”FC Skanderborg er en klub der med udgangspunkt i et stærkt talentarbejde skal have et attraktivt seniorhold, der spiller positiv fodbold. Rammerne omkring førsteholdet, skal give spillerne gode muligheder for at udvikle sig fodboldmæssigt. Vi vil opbygge en kultur, hvor spillerne både til træning og kamp arbejder dedikeret, med glæde, stolthed og sammenhold viser sig frem som klubbens førende hold. Den proces glæder jeg mig til at lede sammen med sportschefen, staben omkring holdet og ikke mindst spillerne.”

Det er med stor glæde, at FC Skanderborg det næste tre år har cheftrænerposten på plads, så der kan arbejdes langsigtet med de bedste spillere i klubben.

Vi har allerede erfaret at Berni Petersen har et kæmpe netværk i fodboldverdenen, som også rækker udenlands. Der er blandt andet lavet aftaler om træningskampe mod gode tyske klubber og skabt relationer til nye spændende spillere til at supplere truppen med.