”Vi mangler frivillige”
Over 20 børn står på venteliste til at få en mentor
Hos ForeningsMentor er man ligesom Metin Aydin rigtig ærgerlig over, at Aarhus Syd Taekwondos hold for flygtningebørn er blevet lukket.
”Det er vildt synd, for jeg ved, hvor meget Metin har kæmpet for det her hold,” fortæller Ane Bødker, som har fokus på flygtinge hos ForeningsMentor.
Hun forklarer, at der mangler rigtig mange frivillige kræfter, som for eksempel vil være mentor for børn på holdet i taekwondo-klubben i Højbjerg.
”Der er stor interesse fra børnene og deres familiers side,” fortæller Ane Bødker, som oplyser, at der lige nu er over 20 børn på venteliste til at få en mentor. ”Det er rigtig mange, og vi forsøger at få flere til at melde sig som frivillig mentor,” fortsætter hun.
Til næste år er Aarhus Europæisk Frivillighovedstad, så der vil naturligvis være en øget fokus på frivilligt arbejde. Hos ForeningsMentor håber man da også, at det vil afspejle sig hos dem. Men allerede nu forsøger de dog at finde nye borgere i området, som kunne tænke sig at hjælpe flygtningebørn ind i foreningslivet.
”Vi holdet intromøder, hvor man kan komme og høre meget mere om, hvad det kræver at være mentor. Næste gang er 11. september,” fortæller Ane Bødker. Læs mere på Foreningsmentor.dk