Stjær får et Lykkeliga-hold
Lokalt håndbold-tilbud til udviklingshæmmede børn
Nu kommer der også et lokalt tilbud for børn, der på grund af udviklingshæmning ikke kan indgå i et traditionelt håndboldtilbud, nemlig et såkaldt Lykkeliga-hold.
LÆS OGSÅ: 'Lykkekampen' gav 50.000 kr. til Projekt Lykkeliga
Bag Lykkeliga står den tidligere landsholdsspiller Rikke Nielsen, der har udviklet konceptet, og der skyder Lykkeliga-hold frem over hele landet. I Stjær er man allerede gået i gang.
“Vi træner om fredagen, og alle, uanset om de bor i Skanderborg Kommune eller ej, er velkommen,” siger John Haarup Laursen, formand for Stjær Håndbold.
Kimen til det nye hold blev lagt, da John Haarup Laursen hørte Rikke Nielsen ved et foredrag på Sølund, og siden er kontaktet blevet holdt.
“Vi vil rigtig gerne være med til at gøre noget for denne gruppe børn, og det er simpelthen en fantastisk idé, Rikke har fået. Hun har netop været på besøg i klubben, og hun kommer snart tilbage og fortæller om Lykkeliga for alle interesserede,” siger han.