Øv-start på foråret for Nørre Djurs HK
Et smalt 27-26 nederlag til Odder fredag aften i Nørre Djurs Hallen var ikke lige den start på 2. turneringshalvdel, som Nørre Djurs HKs håndboldherrer havde med i beregningerne
Der var en andenplads i sigte for Nørre Djurs HKs håndboldherrer i 3. division, hvis holdet fredag aften hjemme i 'hulen' kunne besejre gæsterne fra Odder, der inden opgøret lå og rodede i bunden af rækken.
Odder, der har et førstehold i 1. division, kom imidlertid til Nørre Djurs Hallen med en klar tro på en sejr.
Holdkortet mindede da også hjemmeholdet om, at gæsterne mente det alvorligt. Martin Aakjær Bisgaard, som normalt er fast mand på Odders førstehold, var således spilleberettiget til opgøret, og han er en 'grim' mand at rende ind i 3. division.
Nørre Djurs HK kunne mønstre helt samme mandskab, som gik på julepause med en flot 33-22 sejr over TMS, så optimismen var stor hos hjemmeholdet, der også i en håndevending bragte sig foran 5-2.
"Herefter fik vi desværre den første af de bølgedale, der prægede vores indsats i begge halvlege," fortæller Nørre Djurs HKs holdleder Jakob Lunøe.
"I ti minutter scorede vi slet ikke, mens Odder scorede fem gange, og så var vi lige pludselig bagud 7-5."
Nørre Djurs HK brød tilbage og kom foran både 11-9 og 14-12, før dommerbordet ringede første periode ud.
Desværre for hjemmeholdet formåede Odder at score på et direkte frikast efter tid.
"Skuddet blev rettet af i vores forsvarsmur, og snød Rasmus Henriksen i målet, der ellers stod en meget flot første halvleg og reddede os flere gange," siger Nørre Djurs HKs holdleder.
Kunne ikke holde ved
Den 'dumme' scoring påvirkede dog ikke hjemmeholdet synderligt.
To hurtige mål efter pausen konverterede stillingen til 16-13, men så kom bølgedal nummer to.
Gæsterne vandt den næste periode 6-0, men hjemmeholdets udvalgte svarede igen ved herefter at score fem mål i rap uden, at Odder kunne svare igen overhovedet.
"Vi var foran 23-21 og sad ude på bænken og håbede, at vi lige kunne få et hul på tre mål, men det skete desværre ikke," fortæller holdleder Lunøe.
Ved stillingen 25-24 til Nørre Djurs HK begyndte kampens tempo og hårdhed at trække tænder ud hos Nørre Djurs HKs stamspillere, og i de sidste minutter trak gæsterne så det længste strå med en afgørende straffekastscoring til slutfacit 27-26.
"Det var øv-øv, men helt nøgternt betragtet var vi oppe mod et godt hold, der tydeligvis vil blive i 3. division, og deres mange lynhurtige spillere gav os masser af besvær," erkender Jakob Lunøe.
"Vi har 14 point, og vi har endnu ikke spillet to dårlige kampe i streg, så vi tager til Aarhus om godt en uge med et klart håb om et godt resultat mod JAI, selv om Annekshallen ikke ligefrem er vores favoritbane."
Mikas Korsgaard bedste mand
Simon 'Ø' Østergaard og Nicolaj Danefeld Hansen scorede begge otte mål for hjemmeholdet, men det var en anden mand, den unge og brølstærke viking, Mikas Korsgaard, som ifølge holdleder Lunøe fortjener størst ros af alle.
"Mikas spillede en flot kamp i forsvaret og lavede også tre mål fra stregpositionen. Han bliver bare bedre og bedre og lærer for hver kamp, vi spiller," roser Lunøe.
"Afgørende blev det nok, at et par af vores esser ikke var helt oppe at ringe i opgøret, selv om alle mand virkelig var tændte og gjorde, hvad de kunne," siger holdlederen.
Han kunne glæde sig over, at klubbens andethold i Serie 1 fik en forrygende begyndelse på foråret ved torsdag aften at vinde hele 27-16 i Nørre Djurs Hallen over Mariagerfjord, nedrykker fra Jyllandsserien.
Veteranen Henrik Elkjær styrede løjerne, fløjene Emil Skov Søndergaard og Mathias Bøgelund løb stærkt i kontrafasen, mens Kristian Kolstrup Møller fyldte godt i rammen.
Nørre Djurs HK har i vinterpausen sagt farvel til den talentfulde målmand Nicklas Bertel, som bor i Randers.
"Han har ikke længere tiden til at køre fra Randers og til Glesborg og vil i foråret spille for Kristrup i Jyllandsserien. Vi har sagt pøj-pøj til ham og ønsket ham alt godt," siger Jakob Lunøe.