ÅHG sprang op som løver - faldt ned som lam
Aastrup/Hammelev-Grenaa led torsdag aften et forsmædeligt udebanenederlag til Team Favrskov på 27-21
Det var en skuffet, men også fattet assistenttræner for Aastrup/Hammelev-Grenaas (ÅHGs) håndboldherrer i 3. division, Carsten Vikkelsø Jensen, som skulle give en plausibel forklaring på, hvorfor ÅHG blot fire dage efter den flotte 31-28 sejr over JAI skuffede fælt ved at tabe til Team Favrskov i torsdagens udekamp med hele 27-21 (13-11).
"Det er meget svært at forklare, hvad der skete, for vi starter fantastisk og fører 7-2 efter 12-13 minutter og spiller aldeles blændende."
"De sidste 47-48 minutter taber vi til gengæld 25-14 og falder totalt sammen."
ÅHG stillede med samme mandskab som mod JAI, og forberedelserne op til kampen var optimale, men alligevel koksede det fuldstændigt for det unge mandskab.
En af forklaringerne på nedturen hedder muligvis hjemmeholdets veteran Simon Skjøde, der godt nok er på nedtrapning, men fortsat kan dække op og smide et par kuglelyn afsted mod modstandermålet. I en yngre udgave var han snildt god for 12-15 mål pr. kamp.
"Simon Skjøde kom på banen efter vores gode start, og han stabiliserede sit hold i begge ender med sin rutine og evne til at tage de rigtige afslutninger, " erkender Carsten Vikkelsø Jensen.
Bryan Mathew gjorde det ok
Carsten Vikkelsø Jensen og cheftræner Mads Bang Jensen kastede ikke en skidtspand efter spillerne, da miséren var overstået.
"Ansvaret for det, der skete, er jo i bund og grund vores, for vi formåede jo aldrig at levere de nødvendige forslag til løsninger til spillerne," siger Carsten Vikkelsø Jensen.
"Det er for nemt at kaste skylden over på spillerne. Vi som trænere må også kigge på vores egen præstation, og den var ikke godkendt."
Eneste spiller, der leverede på et acceptabelt niveau, var den kenyanske landsholdsspiller Bryan Mathew som bidrog med 7-8 mål og acceptabelt forsvarsspil.
"Vi er et meget ungt hold, og det så vi i aften. Da det kneb, manglede vi måske lige den rutine, som kunne have ændret på kampforløbet," siger Carsten Vikkelsø Jensen, der også så sit hold smide 6-8 sikre kontramuligheder helt væk.
ÅHG har vundet sine seks hjemmekampe i denne sæson, men kun vundet to ud af seks udekampe.
"Det er ganske tydeligt, at vi mangler trygheden på udebane, men i aften kunne vi ikke klage over opbakningen. Der var vel 50 af vores egne tilskuere, der var kørt til Hinnerup for at støtte os," siger assistenttræneren.
Lokalopgør onsdag i Pokalen
Onsdag aften har tingene maget det således, at ÅHG og Nørre Djurs HK tager forskud på lokalopgøret lørdag 30. januar, fordi de to arvefjender har trukket hinanden i Pokalturneringen.
"Ikke ligefrem en fantastisk lodtrækning, når vi skal mødes kort tid efter i turneringen, men det tager vi med, selv om jeg ikke ved, hvilket hold vi stiller med. Muligvis lader vi nogle sidde over," siger Carsten Vikkelsø Jensen.
Pokalkampen spilles i Åstruphallen klokken 20.