Nørre Djurs HK fortsat uden sejr i 2016
En god første halvleg var ikke nok til at true hjemmebanestærke JAI i søndagens opgør, som hjemmeholdet vandt med 30-24
Annexhallen i Aarhus, hjemmebane for JAI, er ikke ret mange gæstende holds favoritbane, fordi den lille hal på mange måder er udfordring.
Nørre Djurs HKs bedste herrehold i 3. division har heller aldrig haft det godt med den lille hal, hvor man bogstavelig talt må spille sig varm mod et altid hårdtkæmpende hjemmehold, der i denne sæson især udmærker sig ved en stærk bagkæde.
Det blev udslagsgivende, som kampen skred i søndagens opgør.
"Vi spillede egentlig en okay første halvleg, hvor vi startede lidt langsomt ud, men fik godt fat midtvejs og kom foran 12-9," fortæller Nørre Djurs HKs holdleder Jakob Lunøe.
"Desværre formåede vi ikke at lukke ned for JAIs bagkæde, så første halvleg sluttede 14-14."
Nørre Djurs HKs Simon 'Ø' Østergaard udmærkede sig før pausen med mange flotte scoringer, og stortalentet folder nu mere og mere sine evner ud på kontinuerlig vis.
Sammen med rutinerede Nicolaj Danefeld Hansen har han i høj grad været med til at gøre Nørre Djurs HK til et 'højreorienteret' mandskab i denne sæson.
De to letbenede boldspillere i højre side supplerer og løfter hinanden i stort hver kamp med mange scoringer til følge.
Det kneb efter pausen
JAI, der senest tabte med 31-28 til Aastrup/Hammelev-Grenaa, var ude på at revanchere sig, og og det lykkedes.
Nørre Djurs HK, som var uden en småskadet Henrik Pedersen på venstre back, kunne ikke hænge på efter pausen, hvor JAI hurtigt bragte sig foran 21-17 efter 40 minutter.
"Vi blev pumpet af det tryk, som JAI lagde på vores forsvar, men vi fik kæmpet os op til kun at være bagud 23-21, før ressourcerne slap op, og JAI kunne trække fra og samlet vinde 30-24," fortæller Jakob Lunøe.
"JAI er et godt hold, som tydeligvis går efter andenpladsen. Hvis man skal slå dem, kræver det, at vi rent forsvarsmæssigt kan stå imod i samtlige 60 minutter, for de spiller i et sindssygt tempo, hvor modstanderne aldrig får ro."
Simon 'Ø' Østergaard scorede otte rene mål for Nørre Djurs HK, mens unge Mikas Korsgaard Christensen igen nettede tre gange. Den unge stregspiller, som også har imponeret Aastrup/Hammelev-Grenaas assistenttræner Carsten Vikkelsø Jensen, er fremtidens mand som suger til sig fra kamp til kamp.
"Mikas imponerer, selvom han mod JAI var kommet lidt i menneskehænder. Han vil det her og er i rivende udvikling," siger Jakob Lunøe, der roser den tidligere Ligaspiller og første-streg hos Nørre Djurs HK, Jeppe Viinberg, for den mentor-rolle, som han har taget på sig i forhold til sin yngre holdkammerat.
"Mikas har en perfekt læremester i Jeppe, og han lærer noget nyt hver eneste gang, de to er sammen."
Pokalkamp ikke højt prioriteret
Onsdag spiller Nørre Djurs HK pokalkamp mod lokalrivalerne Aastrup/Hammelev-Grenaa i Åstruphallen.
Nørre Djurs HK møder dog ikke i stærkeste opstilling.
"Vores hjemmekamp mod Viby på søndag er langt vigtigere, så jeg forventer, at vi stiller et hold til pokalkampen bestående af mange ynglinge og spillere fra andetholdet, men det får vi overblik over tirsdag, når vi træner," siger Jakob Lunøe.
Nørre Djurs HKs andethold i Serie 1 blev kørt over med hele 34-14 i weekenden af et stærkt hold fra Hornbæk.
Nørre Djurs HK var uden den tidligere stregspiller på førsteholdet, Rasmus Bording, der render rundt med en skinne på det ene ben grundet en knæskade, som holder kraftkarlen ude i resten af denne sæson.
Heller ikke Nicklas Høgh, Nicolai Lønsgren Andersen og målmændene Kristian Kolstrup Møller og Kasper Hansen var til rådighed.
Om den tidligere førsteholdsmålmand Kasper Hansens mulige skifte til Aastrup/Hammelev-Grenaa, siger Jakob Lunøe:
"Det er selvfølgelig Kaspers eget valg, men han vil altid være velkommen i Nørre Djurs HK, som de øvrige gutter, der er skiftet i denne sæson. Vi har det fortsat fint med hinanden, når vi mødes."