Fortsæt til indhold

ASA kunne ikke banke hul i effektive Aastrup/Hammelev-Grenaas forsvarsværker

Aaastrup/Hammelev-Grenaas håndboldamer fik en perfekt start på anden turneringshalvdel ved at at overvinde ASA på udebane med 22-17

Sport
Af Lars Norman Thomsen

Aastrup/Hammelev-Grenaas håndbolddamer (ÅHG) i 3. division havde et regnskab at gøre op med aarhusianske ASA fra efterårets hjemmekamp i 2015, da de to klubber på ny stod overfor hinanden i nytårspremieren.
Hjemmekampen tabte ÅHG med 29-22 efter en pauver indsats, hvor holdet generelt gik i asfalten, når tingene ramlede angrebsmæssigt.
Det blev der lavet om på forleden, hvor ÅHGs velspillende målvogter Louise Holm i tæt samarbejde med en mobil forsvarskæde foran sig nærmest holdt lukket og slukket i 60 minutter.
Det blev afgørende for, at ÅHG kunne drage hjem til Grenaa med en sikker 22-17 (12-9) sejr og to point, som fastholder mandskabet på en topplacering.
"Vi var bagud 3-2, før vi begyndte at trække fra, og herefter førte vi med 4-5-6 mål, så vores sejr var der aldrig tvivl om," fortæller cheftræner Jan Ring Hansen med kælenavnet 'Bimmer', der ellers var lidt usikker på sit holds formåen efter, at tre spillere i vinterpausen har trukket stikket af forskellige årsager.
"Stor ros til spillerne for at køre på fra start og også holde humøret oppe, når en chance blev brændt i angrebet. Det var hjem i hulen med det samme for at stå kompakt," siger en tilfreds cheftræner.

Velskydende Cecilie Bachmann og stærk veteran

Jan Ring Hansen, der i efteråret benyttede tre målmænd i truppen, valgte at lade Louise Holm stå i rammen i samtlige 60 minutter.
Det betød, at der ikke blev spilletid til Kelly Pape Healy.
"Jeg havde kun to målmænd med, men det er sandsynligt, at jeg har tre med i de kommende kampe, for vi har fået Rikke Schmidt Nielsen med som afløser for Linette Bertelsen, der er stoppet på divisionsplan efter mange år som fast ankermand," siger Jan Ring Hansen.
Han gav comeback til fløjspilleren Mia Serwin, som han forventer sig meget af på lidt længere sigt.
"Mia har holdt pause på grund af fødsel og skal lige op i gear igen, men det skal hun nok komme," siger cheftræneren, der så Cecilie Bachmann levere ni rene træffere og fløjspilleren Heidi Schumacher, holdets 'ældste', spille en god kamp.
"Heidi scorede to glimrende mål, og hendes fløjovergange var afgørende for mange af vores øvrige mål," roser Jan Ring Hansen.

Til Hammel torsdag

Torsdag aften møder ÅHG på udebane rækkens nummer næstsidst Hammel, der blot har samlet fire point. Til sammenligning står der 17 point ud for ÅHG.
"Kan vi hente to point her og ligeledes få fuld valuta i de to næste hjemmekampe, har vi klaret sæsonmålet, at holde os over nedrykningsstregen," siger cheftræneren.
Han kommer til at undvære et par spillere i opgøret mod Hammel, men supplerer i stedet truppen med to talentfulde U18 piger fra klubbens 2. divisionshold
Jan Ring Hansen har fornyet sin kontrakt med ÅHG, så den også gælder sæsonen 2016-2017, men dog er begrænset til førsteholdet i 3. division. U18-truppen skal han ikke længere arbejde med efter denne sæson.
Han håber, at assistenttræner Leif Nielsen også bliver enig med ÅHGs ledelse om at tage en sæson mere.