Fortsæt til indhold

Allingåbros gamle damer helt til tops i X-Mas Cup

Lørdagens håndboldstævne i Assentofthallerne for ældre håndboldspillere samlede hold fra Randersegnen og Djursland men også fra Vestjylland, Silkeborgegnen og Himmerland

Sport
Af Lars Norman Thomsen

?Allingåbros Old Girls i A-rækken var eneste hold fra Djursland, der hentede en førsteplads ved den 28. udgave af X-Mas Cup for ældre håndboldspillere i Assentofthallerne, som blev afviklet i lørdags med Støtteforeningen for Hørning Gymnastikforening som arrangør i samarbejde med DGI Østjylland.

I år deltog som altid hold fra fra Randersegnen og Djursland, men også mandskaber fra Vestjylland, Silkeborgegnen og Himmerland.

"Stævnet gik særdeles godt med vægt både på det håndboldmæssige og det sociale. Selv om det sociale element er en væsentlig del af stævnet, bliver der klart spillet for at vinde, og der blev derfor afviklet mange spændende kampe, indimellem med høj intensitet," siger Erik Engvang fra Støtteforeningen for Hørning Gymnastikforening.

Næsten 300 til aftenfest

Mange af de deltagende hold bliver samlet specielt til dette stævne, enten på tværs af klubber, arbejdspladser eller i andre sammenhænge, fortæller Erik Engvang.

Til den efterfølgende aftenfest deltog cirka 275. Et godt bevis på, at de deltagende håndboldspillerne gerne vil mødes og hygge sig uden for håndboldbanen.