Fortsæt til indhold

Prøvetræninger gav pote for tidligere Vivild spiller

Anders Holvad og superligaklubben Hobro har nu papir på hinanden frem til sommerferien

Sport
Af Lars Norman Thomsen

Den tidligere Vivild-angriber Anders Holvad, der i efteråret var topscorer for Brabrand i 2. division Vest, har indgået en halvårig deltidskontrakt med superligaens agterlanterne, Hobro IK.
Den lærerstuderende Holvad med en fortid i Vivild IF startede 2016 ud med at prøvetræne i Hobro og spille med i et par træningskampe.
Det overbeviste den rutinerede cheftræner Ove Pedersen om Holvads kompetencer på superliganiveau, og derfor får den letbenede tekniker nu et halvt år til at overbevise Hobro-ledelsen og cheftræner Pedersen om, at han er værd at investere endnu flere sæsoner i.
Holvad er tidligere eliteungdomsspiller i Randers FC/Freja og nåede flere 2. divisionskampe for kronjyderne, før han vendte hjem til Vivild som seniorspiller, mens klubben spillede i Jyllandsserien.
I 2011 skiftede han til Kjellerup, der dengang spillede i 2. division Vest. Inden da testede Anders Holvad evnerne i Viborg FF, hvor det blev til kampe primært på klubbens andethold i Jyllandsserien og flere optrædender og scoringer på domkirkebyens hold i Reserveholdsturneringen.
Siden fulgte han med træner Tom Søjberg, som han kendte fra både tiden i Randers FC og Kjellerup, til Brabrand.