Fortsæt til indhold

Frederik Schandorff kommer i 2016 under tidligere Le Mans vinders auspicier

Den lokale kører fra Essig ved Feldballe tager et år mere i DTC-serien, men i et nyt team , der har den tidligere Le Mans-vinder, legenden John Nielsen som teamchef

Sport
Af Lars Norman Thomsen

Det lokale motorsports-talent Frederik Schandorff, 19, fortsætter i den danske DTC-serie i den kommende sæson, men på et helt nyt hold og i en spritny bil. Unge Schandorff er kommet i stald hos fynske Team AD Racing-Flexlease.nu sammen med den fem år ældre Kasper H. Jensen, Hinnerup.

I sin første sæson i Danish Thundersport Championship (DTC) klarede Frederik Schandorff sig så godt, at han blev bedste unge kører og vandt rookie-mesterskabet, mens Kasper H. Jensen sluttede på en sammenlagt fjerdeplads.
Hidtil har hele Schandorff-familien været engageret i motorsporten under familienavnet og støttet Frederik og hans lillebror, Christian Schandorff, men det bliver der lavet om på i 2016.

"Min familie vil selvfølgelig fortsat følge og støtte mig, men de er ikke længere engageret i det økonomisk og ledelsesmæssigt, så det bliver nyt for både dem og mig," siger Frederik Schandorff, der til sommer færdiggør sin HTX-studentereksamen hos Viden Djurs.

Frederik Schandorff har sagt farvel til sin gamle DTC-racer. I 2016 får han en spritny bil og et nyt team, der gerne skulle bringe ham endnu længere frem i rampelyset. Foto: Lars Norman Thomsen

Stor tro på fremtiden

Frederik Schandorff ser frem til den ny sæson. Både makkerskabet med Kasper H. Jensen og supporten fra teamchef John Nielsen, 60. John Nielsen var den første dansker, der i 1990 vandt det legendariske Le Mans sammen med Martin Bundle og Price Cobb.

"Jeg håber deltagelsen i den danske DTC-serie 2016 kan give mig adgang til nogle af de store udenlandske løb, så jeg på sigt ender i Le Mans. Det nye setup, hvor jeg får John og alt hans erfaring, samt en helt ny bil, giver gode forhåbninger for fremtiden," siger Frederik Schandorff, tidligere dansk mester i Formel Ford i 2014, som hans nye teamchef var det i 1975.

Han har skrinlagt drømmen om Formel 1 for en stund - af realistiske årsager.

"Det kræver så mange penge og de helt rigtige forbindelser, at det er nemmere er kravle igennem et nåleøje," erkender det unge motorsportstalent, som imponerede sidste år med flere top-tre-placeringer i sin første DTC-sæson.

Vil udfordre stjernerne

Frederik Schandorff har ikke en nedskrevet personlig målsætning for sæsonen, men top 5 i det samlede klassement og flere podieplaceringer undervejs er bestemt ikke urealistisk.

"Jeg fik en masse erfaring i 2015, som jeg kan tage med mig og bruge til at udfordre favoritterne, den forsvarende mester Casper Elgaard samt Jan Magnussen og Ronnie Bremer, og jeg tror på, at jeg kommer til at køre fra dem flere gange i sæsonen," lyder det optimistisk fra Schandorff, der ved, at det kræver mod at have talent.

Den nye sæson i DTC åbner på FDM Jyllandsringen 23. og 24. april.

Maskiningeniør

Efter sommerferien satser Frederik Schandorff på at bruge sin HTX-eksamen til at læse videre til maskiningeniør.

"Jeg håber, det kan kombineres med min sport, for mine planer er lige nu, at jeg i løbet af de næste måske fem år skal være så langt fremme i min karriere, at jeg kan køre som fuldtidsprofessionel racerkører i udlandet."