Fortsæt til indhold

AC Norddjurs regner med spillertilgang og to seniorhold

Cheftræner Benjamin Bendixen har store forventninger til sin sidste sæson i denne omgang i AC Norddjurs

Sport
Af Lars Norman Thomsen

Til juni er Benjamin Bendixen færdig med sin uddannelse som serviceøkonom på Erhvervsakademi Dania i Randers, og derfor går han ved søndagens nytårsappel i gang med sin sidste sæson, i denne omgang, som cheftræner for seniortruppen i AC Norddjurs.
"Jeg har sagt til klubben, at min plan er at flytte til Aalborg i sommerferien for at læse en bachelor i sport management," fortæller Benjamin Bendixen, der fylder 24 i august.
Lige nu bor han i Randers, men den tidligere førsteholdsmålmand i Vivild tager gerne turen hjem for at træne seniorspillerne i den klub, hvor han har været både spiller siden de helt unge år og ligeledes træner for både ungdom og seniorer.
Han forventer, at AC Norddjurs i foråret kan mønstre to seniorhold uden problemer efter en årrække med kun et i den tidligere traditionsklub, der i de senere år har arbejdet meget på at få en stor ungdomsafdeling op at stå.
"Vi får en række tidligere ungdomsspillere hjem til denne sæson, og desuden får vi tilgang af et par spillere, som jeg kender fra Randers, men som har lyst til at tage med mig til træning og spille i AC Norddjurs," fortæller den unge cheftræner.
De to spillere fra Randers hedder Daniel Lauersen og Lars Kviesgaard, og de har spillemæssig erfaring i Randers-klubber et par serierækker højere end Serie 5, som det bedste hold i AC Norddjurs optræder i.

Fem fra Kolind

Benjamin Bendixen har også fået tilsagn fra fem spillere, der har rod i AC Norddjurs, men de seneste sæsoner har spillet ungdomsfodbold i fodboldsamarbejdet Kolind-Perstrup-IF-IF Midtdjurs.
Det er Mathias Brøgger, Mathias Koch Andersen, Morten Koch Andersen, Jørgen Wittrup og Steffen Koch.
"Det er fem dygtige spillere, som helt afgjort vil være inde i billedet til Serie 5," fastslår Benjamin Bendixen, der forventer, at han og Kasper Hansen, dygtig håndboldmålmand i Nørre Djurs HK, på skift skal agere bagerste skanse.
Han får hjælp af super-veteranen Henning Madsen, der vil samle andetholdet i Serie 6, hvor mange af de ældre spillere i klubben vil få deres base.
Søndagens nytårsappel foregår på Stenvad Stadion med start klokken 13.
De to ugentlige træninger henlægges til Ørum Stadion hver mandag og onsdag og fløjtes i gang klokken 19.
Bendixen har planlagt fire træningskampe til førsteholdet.
- Målsætning?
"Vi bør kunne tale med om oprykning til Serie 4, hvis vi formår at score nogle flere mål end det var tilfældet i efteråret 2015," siger Benjamin Bendixen, der ved nytårsappellen vil forhøre sig hos spillerne, om de er interesseret i at træne sammen seniortruppen i Aastrup/Hammelev af og til.
"Jeg kan se en værdi i det, men det kræver opbakning fra spillerne," siger Benjamin Bendixen, som også vil følge de tre AC Norddjurs spillere i FC Djurslands U19-trup meget tæt: Thor Larsen, Lasse Søgaard og Nikolaj Sørensen.
"De kan være aktuelle hos mig, hvis de ikke spiller sig til en fast plads hos FC Djursland," siger cheftræneren.