Det trækker op til to seniorhold i Rougsø FF
Ronni Juul Jensen, tidligere Allingåbro, var det nye ansigt ved lørdagens nytårsappel sammen med den ny cheftræner, Jesper Møgelvang
18 omklædte herrespillere troppede op til lørdagens nytårsappel på Ørsted Stadion, hvor den ny cheftræner Jesper Møgelvang var i ilden for første gang i Rougsø FF.
Han kunne byde velkommen til Ronni Juul Jensen fra Allingåbro, der var eneste nye ansigt, men der arbejdes hårdt i klubben på yderligere tilgang.
Jesper Møgelvang var fint tilfreds med fremmødet, og han øjner nu mulighed for, at der bliver spillere nok til to seniorhold, Serie 4 og Serie 6.
"Fremmødet om fredagen til indefodbold har været godt, og fredag aften var vi 21 mand. Vi er oppe på 26-27 spillere, og med lidt tilgang vil der være basis for at tilmelde et Serie 6 hold," siger Jesper Møgelvang.
Rougsø FF starter med at træne om onsdagen på VGIs (Vivild Gymnastik og Idrætsefterskoles) kunstgræsbane.
"Hvis der bliver basis for det, så vil vi også træne om mandagen," siger Jesper Møgelvang, der allerede førstkommende lørdag tager hul på træningskampene med sit nye hold.
Klokken 15.20 møder Rougsø FFs førstehold i Serie 4 på udebane Jesper Møgelvangs tidligere klub, Vivild IF.
Herefter følger der yderligere seks kampe i træningsturneringen, inden turneringen i Serie 4 starter på Pindstrup Stadion, hvor publikum i den berømte sydkurve på Pindstrup Stadion med garanti står parate, når hjemmeholdet Viking Pindstrup og gæsterne Rougsø FF løber på banen 2. påskedag.