HSK-kvinder vaskede sig i Ajax
29-24 sejr til Hadstens håndboldkvinder
Topholdet Ajax blev lammetævet i Hadsten, under lørdagens opgør i 1. division.
Det lignede på forhånd en meget vanskelig opgave for Hadsten Sports Klub, men holdet var i den grad opsatte på revanche fra TMS-kampen, og satte sig på kampen fra start af. Det hele endte med HSK-sejr på hele 29-24.
Kun på et tidspunkt vart der spænding, da Ajax kom på 16-16. Men Hadsten-pigerne spurtede fra københavner-holdet.
Med en Sofie Juhl Sørensen i topform i målet tog hun glansen af AJAX-skytterne, mens Malene Mogensen endnu engang havde fundet storspillet frem på playmakerpositionen, hvorfra hun satte spillet godt op.
Cheftræner, Daniel Grønhøj, var da også ganske godt tilfreds efter kampen, og fortalte at taktikken blev udført til punkt og prikke.
"Jeg sagde til pigerne før kampen, at kunne vi formå at stå imod deres første pres, så havde vi en god chance for at slå dem. De har mange individualister, mens deres sammenspil måske er knapt så godt. Selvfølgelig er de gode, de er nummer et i 1. division, men kan man få brudt deres spil, så er de til at tale med," siger Daniel Grønhøj.
Lyngby venter tirsdag
Allerede på tirsdag venter der endnu en svær kamp, når turen går til Lyngby. Kampen skulle egentligt have været spillet før jul, men blev dengang udsat, og kan HSK-mandskabet tage endnu en sejr der, så begynder det for alvor at ligne en 3. plads.
"Det er en svær kamp der venter os, og det er en kamp hvor vi skal vise, hvad vi er lavet af. Vinder vi mod Lyngby, så ser det godt ud, om end der stadig venter både Roskilde, Skanderborg og Vendsyssel endnu, hvor det dog er hjemmekampe. Lyngby har et meget højt topniveau, men kan vi spille som i lørdags, så tror jeg bestemt på vores chance."