Den benhårde trio, Bondemanden, Ø og Danefeld bidrog med 29 mål til storsejr
Nørre Djurs HKs håndboldherrer i 3. division løb, løb og løb i udekampen lørdag mod Team Favrskov og vandt en storsejr på hele 39-28
50-55 tilskuere fra Glesborg havde taget turen til Vestjysk Bank Arena, Hadsten lørdag eftermiddag for at støtte deres lokale helte i opgøret mod rækkens nummer næstsidst, Hadsten SK, med de tidligere ÅHG-spillere: Nikolaj Hagen, Christopher Mohr og Rasmus Gammelgaard på holdet.
"Flot at se de mange tilskuere, og vi kunne høre dem under hele kampen," siger Nørre Djurs HKs holdleder Jakob Lunøe.
Devisen fra cheftræner Erik Flak Jørgensen lød på tre ting: "løb, løb og løb".
Oplagt mod et hjemmehold, der ikke er i optimal fysisk form, og derfor måtte forventes at ville knække, hvis spillerne konstant skulle løbe højintensive løb fra felt til felt.
"Vi løb stærkt fra første fløjt, når det var muligt. Sørgede for at stresse Hadsten med hurtige opgiverkast, og selvom vi også brændte en del, og forsvaret måske ikke var helt oppe i tempo hele kampen, så kunne hjemmeholdet slet ikke følge med i længden," lyder det fra Jakob Lunøe.
Nørre Djurs HK vandt opgøret 39-28 (19-12), og sejren var aldrig til diskussion.
"Vi havde lidt slinger i maskineriet 6-7 minutter før pausen, hvor vi kun førte 14-11, men så strammede vi grebet, og siden så vi os ikke tilbage," siger Jakob Lunøe.
Han så Martin 'Bondemanden' Jensen vende tilbage efter en lille ferie med flotte scoringer før pausen, hvor også Nicolaj Danefeld Hansen var sikkerheden selv på fire straffekast.
Ti mål af 'Ø' efter pausen
I anden halvleg udbyggede gæsterne stille og roligt forspringet.
Simon 'Ø' Østergaard rullede sig helt ud og scorede ti mål i de sidste 30 minutter, som kun et talent med 'Ø's potentiale kan gøre det.
"Vores højre side med 'Ø' og Danefeld scorede til sammen 24 mål, 12 hver, og viste igen, at de virkelig kan gøre hinanden farlige, som vi har set det i store dele af sæsonen," roser holdleder Lunøe.
Taktikken med "Løb, løb og løb" kvalte hjemmeholdet, der ifølge Lunøe havde sin bedste spiller i Nikolaj Hagen.
"Han er en klog håndboldspiller, og før pausen drillede han os især, fordi vi kom for sent frem til ham, når han lagde an til afslutning," siger Jakob Lunøe.
Unge Mikas Korsgaard viste atter, at han har lagt på i denne sæson. Fire mål kom der fra den dygtige stregspiller.
Det betød, at Jeppe Viinberg kunne bruge krudtet i forsvaret, men Viinberg fik dog scoret et enkelt mål, da han afsluttede et kontraangreb fra anden bølge.
"Et langskudsmål," griner Jakob Lunøe.
Snart ved vejs ende
Nørre Djurs HK mangler nu blot udekampen mod Todbjerg-Mejlby i Håruphallen søndag 10. april klokken 15.
"En svær kamp, fordi Håruphallen er et specielt sted at spille. Lidt ligesom i Nørre Djurs Hallen, hvor folk sidder på nakken af fløjspillerne," siger Jakob Lunøe.
Nørre Djurs HK er med en sejr sikker på mindst en tredjeplads. Et nederlag kan betyde, at holdet slutter som nummer fire og overhales af lokalrivalerne ÅHG.
"Vores bedste placering er en fjerdeplads i 3. division, så vi vil selvfølgelig gerne slå rekorden," fastslår holdlederen.
Før sidste runde ligger Glesborg-klubben nummer to efter Skovbakken, der har sat sig solidt på førstepladsen.
JAI på tredjepladsen er et point efter Nørre Djurs HK, men har spillet to kampe færre.
Førstepladsen i 3. division giver automatisk oprykning til 2. division, mens andenpladsen betyder deltagelse i et oprykningsspil.
Skovbakken kan imidlertid blive sorteper, fordi klubbens førstehold i 1. division skal spille nedrykningsslutspil. Resulterer det i nedrykning til 2. division, kan andetholdet ikke rykke op, og så ser det lige pludselig spændende ud for Nørre Djurs HK.