AC Horsens rykker fra i 1. Division uden at spille
Det har været en fremragende weekend for AC Horsens.
De tre nærmeste konkurrenter til oprykning til Superligaen tabte overraskende alle deres kampe i den første spillerunde i forårssæsonen.
Vejle Boldklub tabte hjemme til Næstved. Silkeborg tabte ligeledes på hjemmebane til FC Fredericia. Og Vendsyssel tabte ude til FC Roskilde.
Samtidig vandt AC Horsens 3-0 på hjemmebane over FC Vestsjælland. Vel og mærke uden at spille, fordi sjællænderne er gået konkurs og derfor er blevet tvangsnedrykket. Alle kampe med FC Vestsjælland ender med en skrivebordsejr til modstanderne på 3-0.
AC Horsens inviterer hele byen til Kick Off med musik, sjov og fodboldsnak
Med dagens skrivebordssejr har AC Horsens øget sit forspring på tredjepladsen, så der nu er fire point ned til Silkeborg på fjerdepladsen og fem point til Vejle Boldklub på femtepladsen.
Netop VB er modstanderen i AC Horsens' første 'rigtige' kamp i dette forår. De mødes på søndag i Vejle.
AC Horsens kan desuden glæde sig over at være et af de få hold, der skal 'møde' FC Vestsjælland to gange i dette forår. Næste 'kamp' mellem dem er i tredjesidste runde, hvor der så igen automatisk tikker tre point ind til AC Horsens.