Fortsæt til indhold

Fornem skalp til Nørre Djurs HK

Anført af en særdeles velspillende og velskydende Simon 'Ø' Østergaard besejrede Glesborg-klubbens stolthed topholdet Skovbakken med 29-26

Sport
Af Lars Norman Thomsen

"Det var bonderøvene, der tog til Aarhus og vandt over topholdet," kommer det grinende fra Nørre Djurs HK's holdleder Jakob Lunøe.
Han og det øvrige team omkring Glesborg-klubbens 3. divisions Herrer var oppe at ringe lørdag eftermiddag i Vejlby-Risskov Hallerne, hvor topholdet Skovbakken måtte neje sig mod de godt kæmpende gæster, der vandt 29-26 (16-10).
En sejr, der kom i hus på en "fantastisk holdindsats", ifølge den begejstrede holdleder, og en ovenud god forsvarspræstation med Mikkel Eriksen og Mikas Korsgaard som den afgørende midterakse.
Den normale krumtap, Jeppe Viinberg, var ikke med på grund af en mindre skade, men han bidrog til gengæld med masser af verbal coaching fra bænken.
"Vi fik taget revanche efter den sløje indsats mod AGF og en slap træningsuge, som på grund af sygdom og arbejde ikke var optimal," siger Jakob Lunøe.
Han kunne fra bænken beundre en Simon 'Ø' Østergaard i målhumør fra både fløjpositionen og backpladsen i højre side sekunderet af den snu veteran Nicolaj Danefeld Hansen. De to kan finde hinanden med bind for øjenene.
De to scorede tilsammen 18 af de 29 mål.
Også unge Mikas Korsgaard, der fortsætter sin spillemæssige udvikling med raketfart, bidrog flittigt til målkontoen med 5 mål fra stregen.

Jens Olsen tog fra

På forhånd havde Nørre Djurs HK stor respekt for topholdet med den tidligere ÅHG-topscorer Rolf Hessellund på holdet, der i de 15 kampe forinden kun havde tabt en enkelt.
"Deres fysiske styrke er stor, og i både højde og drøjde er de bedre udrustet end os, men da vi først kom i gang og fik os indstillet på dem, var det faktisk os, der havde overtaget rent fysisk. De var frustrerede, peb, brokkede sig over dommeren og hinanden," fortæller Lunøe.
Hjemmeholdet førte 4-2 efter fem minutter, men denne stilling var konverteret til Nørre Djurs HK føring, 10-6, efter 17 minutter, og herfra øgede gæsterne støt til halvlegsføring 16-10.
"Vi havde igen masser af fart og tempo i vores spil både angrebs- og forsvarsmæssigt, og så stod Jens Olsen på et meget højt niveau i vores mål i samtlige 60 minutter," siger Jakob Lunøe.
Nørre Djurs HK var forberedt på, at Skovbakken ville komme ud til anden halvleg som en orkan og forsøge at tryne gæsterne til at få gummiarme.
"De dækkede meget offensivt og fik også reduceret vores føring, men til drengenes ros skal det siges, at de formåede at holde hovederne kolde på de mest afgørende tidspunkter," siger holdlederen.
Skovbakken var tættest på at vippe kampen midtvejs i anden halvleg, hvor gæsterne kun førte med 21-20.

Byttede mål i slutfasen

Et par gode forsvarsaktioner og efterfølende scoringer fra Nicolaj Danefeld Hansen og Mathias Nymark knækkede hjemmeholdet.
Fem minutter før tid førte Nørre Djurs HK således 25-21, og et helbanepres i de sidste 3-4 minutters fra hjemmeholdets side ændrede ikke på kampforløbet.
"I de sidste minutter byttede vi reelt bare mål, så vores sejr var aldrig truet," siger Jakob Lunøe.
Han håber nu at se et stort publikum fredag aften i Nørre Djurs Hallen, når bundholdet Silkeborg-Voel KFUM 3 kommer på besøg klokken 19.40.
"Vi vil gerne sige tak for den store støtte til vores hjemmepublikum i sæsonens sidste hjemmekamp, og det bliver forhåbentlig med både godt spil og en sejr."
Efter denne kamp mangler Nørre Djurs HK kun Hadsten på udebane. To sejre i de sidste to kampe kan vise sig at være nok til at komme med i oprykningsslutspillet til 2. division, men det vil Jakob Lunøe bestemt ikke snakke højt om.
I Glesborg-klubben er devisen den gode gamle, at man ikke sælger skindet, før bjørnen er skudt.