Nørre Djurs HKs U18-drenge satte tænderne i topholdet
Med en velspillende Kasper Schmidt i spidsen lykkedes det Nørre Djurs HK at klare 23-23 mod topholdet AGF, der hermed mistede point for første gang i sæsonen
Nørre Djurs HK's unge talenter i U18 drenge leverede en fin indsats i den svære udekamp mod topholdet AGF.
Opgøret sluttede 23-23 (12-14).
Cheftræner Henrik Elkjær var ikke med, fordi han lige er blevet far til en lille, ny håndboldspiller. Så derfor havde han overladt ansvaret til duoen Bent Frey og Jon Thomsen, som han efter kampen fik snakket sammen med om kampforløbet og indsatsen.
AGF startede opgøret med en omgang hvirvelvindshåndbold og bragte sig hurtigt foran 3-0, men Nørre Djurs HK's stortalent Kasper Schmidt, der ikke stikker op for bollemælk, svarede prompte igen.
Schmidt scorede således fire af Nørre Djurs HK's seks første mål, og Glesborg-klubbens talenter bed sig solidt fast i opgøret i resten af første halvleg, som Nørre Djurs HK vandt med 14-12.
"Det lykkedes os at holde AGF væk fra kontrascoringer, som ellers var noget af det, der gjorde ondt i det omvendte opgør," fortæller Henrik Elkjær.
Efter pausen formåede gæsterne at holde AGF stangen frem til slutfasen, hvor topholdet fik udlignet til slutresultatet 23-23.
"AGF havde også chancen for at trække begge point, fordi de havde bolden det sidste halvandet minut. Flotte forsvarsaktioner fra Mathias Bøgelund til sidst sikrede, at vi fik et point med hjem," fortæller Elkjær.
Kasper Schmidt var godt skydende, og Mathias Bøgelund og Emil Søndergaard svang taktstokken i angrebet, noterer Elkjær.
"Vi havde Marcus Blok med fra U-16 drengene, der også viste, at han kan blive en fremtidens mand med flere spektakulære scoringer."