Fortsæt til indhold

Både Vivild og FC Djursland døjer med skader

Skærtorsdag gælder det point, når Vivild på Langhøj Idrætscenter tager imod nedrykkerne FC Djursland klokken 13.30

Sport
Af Lars Norman Thomsen

En sæsonpremiere er altid omgærdet af stor spænding, og det mærker man hurtigt på to cheftrænere, der aldrig før har krydset klinger.
Dennis Holdgaard debuterer som cheftræner Vivild, hvor han har spillet en stor del af sin seniortid.
Dansk-brasilianske Aroldo Starck er ny cheftræner i FC Djursland, hvor manden bag Brazil Football College er udset til at skulle sparke nyt liv i den ambitiøse klub, der på rekordtid har forvandlet et ophold i 2. division til Serie 1.
Begge trænere har været fint tilfredse med opstarten.
"Jeg synes, spillerne har trænet godt, og der er blevet gået til på den træningsbanen med masser af intensive spil," siger Dennis Holdgaard.
"Jeg har været positivt overrasket over spillernes indsats til vores træninger, selvom man godt kan mærke på de, der har været med de seneste år, trænger til at vinde fodboldkampe, så det er det, vi først og fremmest skal i gang med," siger Aroldo Starck.
Han har prøvet mange spillere i de fem træningskampe, som det er blevet til. Træningskampene har resulteret i tre sejre, en uafgjort og et nederlag. Målscoreren er så flot som 15-2.
Vivild har spillet seks træningskampe med blandede resultater.
"Vi har egentlig gjort det fint, men har tabt et par kampe på nogle store personlige fejl, som vi skal have udryddet, når vi spiller om point," siger Dennis Holdgaard.
Han så senest sit hold tabe 2-1 til JAI fra Serie 2.
"Jeg savnede lidt energi i denne kamp, men jeg tager det som et udtryk for, at spillerne er ved at være mætte af træningskampe og forberedelser og er sultne efter at spille om point," siger Dennis Holdgaard.

Veteranen Kristian Kaagh (th) er tvivlsom hos FC Djursland til lokalopgøret Skærtorsdag på grund af en skade. Arkivfoto: Lars Norman Thomsen

Plaget af skader

Begge hold er plaget af skader - mest FC Djursland.
Vivild må for eksempel se bort fra rutinerede Casper Moltke Christensen, der har fået en knæskade, som måske holder ham ude i 5-6 uger.
FC Djursland skulle træne onsdag eftermiddag for, at Aroldo Starck kunne få et indtryk af de skadede spilleres situation, før han endelig besluttede sig for sine 14 udvalgte.
Nyerhvervelsen Rasmus Brasch (tidligere Kolind-Perstrup og IF Midtdjurs) er dog helt sikkert ikke med, fordi han døjer med efterveerne af en hjernerystelse.
Aroldo Starck var heller ikke optimistisk på vegne af Simon Sørensen, de to unge Christian Fløjborg og Benjamin Lahn, veteranen Kristian Kaagh og nyerhvervelsen med de italienske aner, Lucas Dambros da Silva, som Aroldo Starck har bragt med til Grenaa.
På FC Djurslands holdliste på hjemmesiden optræder Pereira DE Oliveira, der spillede med i efteråret, men han er ikke længere aktuel, ifølge Aroldo Starck.
Det er til gengæld Rodrigo Zanchettin, der er et helt nyt navn på holdlisten, men han bliver først aktuel senere på sæsonen, for han er ikke dukket op endnu, ifølge cheftræneren.

Lynhurtige Stig Zacher, skadet en stor del af sidste sæson, kan blive kampafgørende for FC Djursland mod sin tidligere klub. Arkivfoto

Nye navne på begge hold

Vivild har forud for denne sæson måttet sige farvel til målmand Christian Rygaard og klubbens mangeårige topscorer, dansk-brasilianske Paulo Fernando Maciel e Lima.
De optræder nu på holdkortet hos FC Djursland, hvor sidstnævnte fungerer som assistenttræner for Aroldo Starck.
Hos Vivild er der en ny mand i målet, Lasse Pedersen, og han har en længere fortid hos FC Djursland som førstemålmand, da klubben spillede i både 2. division og Danmarksserien.
Lasse Pedersen fungerer som assistenttræner for Dennis Holdgaard.
Andre nye, gamle navne hos FC Djursland er Stig Zacher, som også har en fortid i Vivild, og som var skadet en stor del af efteråret, så det var begrænset, hvad han havde af aktier i FC Djurslands nedrykning fra Jyllandsserien.
Nu er han frisk igen, og det samme er den elegante venstrebensspiller Daniel Skak Kristensen, der i sidste sæson var med til at rykke Aastrup/Hammelev op fra Serie 2 til Serie 1, men alligevel valgte at skifte til FC Djursland.
Daniel Skak Kristensen har også erfaring fra 2. division med FC Djursland.

Sebastian Stær er også en mand med fart i stængerne. Han er udset til rollen som midterangriber hos Vivild i denne sæson. Foto: Vivild IF

Stærk offensiv og fleksibilitet

Dennis Holdgaard vil være fint tilfreds med det ene point i sæsonpremieren.
"FC Djursland har fået kickstartet holdet, og deres offensiv imponerede mig, da jeg så dem i en træningskamp mod tst. Den er virkelig stærk," siger Vivilds cheftræner.
Han har flyttet lynhurtige Sebastian Stær fra kanten og ind som midterangriber, og den hurtige angriber med det enorme speed og de to lige så hurtige kanter, Thomas Thorngaard og lille Jimmi Hansen, er tre gutter, der kan overløbe samtlige forsvar i Serie 1, som står og koger og ikke får positioneret sig ordentligt i forhold til boldens placering på banen.
Anfører Nicklas Mathiesen er blevet rykket frem som 10'er bag midterangriberen, mens Jakob Hørning er tilbage i fuldt vigør igen på den centrale midtbane efter sin lange skadesperiode.
"Jakob er en spiller, der løber meget og aldrig er bange for at tage arbejdshandskerne på, så ham forventer jeg mig meget af, nu, hvor han er tilbage i topform," siger Dennis Holdgaard.
Aroldo Starck er ikke så meget for at snakke enkelte spillere, men han glæder sig over, at den tidligere divisionsspiller Brian Johansen har valgt at blive i FC Djursland trods nedrykningen.
"Rent spillemæssigt skal vi i forhold til spillesystem være meget fleksible fra kamp til kamp og ligeledes under kampen. Skal jeg sætte tre ord på vores spillestil, så vil jeg sige: boldbesiddelse, hurtige omstillinger og tålmodighed," siger FC Djurslands ny cheftræner.
Der er kick off i Vivild Skærtorsdag klokken 13.30.