Første dag i fodboldens drømmefabrik
Over 50 unge fodboldspillere var med til åbningen af AGF’s Talentcenter Djursland på PR Park i Rønde
?Over 50 drenge fra 11-14 år fik sig forrige fornylig en forsmag på, hvad det vil sige at spille fodbold på højt niveau.
Ikke blot fik drengene lov til at trække AGF's hvide trøje over hovedet, men også var de med til den første træningssamling i AGF's nye talentcenter på Djursland.
En hel stribe trænere stod klar til at give drengene ekstra udfordringer på træningsbanen, mens mange forældre, som ledsagede deres spændte og forventningsfulde fodbolddrenge til Rønde Idrætscenter, fik syn for sagen i dette nye fodboldsamarbejde, som sikkert for både drenge og fædre nærer drømmen om at komme til at spille fodbold på højeste niveau.
“Den Hvide Tråd”
Det er superligaklubben AGF, som har lagt sit talentsamarbejde med de lokale østjyske klubber ud i fem talentcentre. Et af dem er AGF Talentcenter Djursland, hvor godt 20 drenge fra hhv. U11, U12 og U13 hver fredag samles på PR Park i Rønde for at få halvanden times træning, som er tilrettelagt efter “Den Hvide Tråd”.
“Det skal medføre, at springet til AGF Elite bliver mindre. Det giver spillerne markant bedre forudsætninger for at vise sig frem, hvis de slipper gennem nåleøjet,” siger Rasmus Stenild, som er leder af AGF Talentcenter Djursland.
Han hilste spillere og forældre velkommen ved et kort informationsmøde i Pyramiden i Rønde Idrætscenter, inden hver dreng fik sig en hvid trøje med Talentcentrets hovedsponsor, den lokale elektronikvirksomhed PRelectronics' logo på brystet.
“Tanken er at spillerudvikling, klubudvikling og trænerudvikling går hånd i hånd. AGF Talentcenter skal give et kvalitetsløft til de enkelte klubber, spillere og trænere.”
Og Rasmus Stenild lagde ikke skjul på, at hensigten også er at lade de dygtigste spillere afprøve talentet i AGF.
En ekstra oplevelse
De næsten 60 spillere på Djursland er udvalgt efter et talentstævne i efteråret, og nu får spillerne mulighed for at træne i Talentcentret hver fredag eftermiddag frem til sommerferien, mens de stadig spiller på hold i deres egne klubber.
“Jeg synes det er en fin mulighed for at fodboldglade drenge kan få en ekstra oplevelse. De elsker at spille fodbold, jo mere des bedre,” siger Keld Kristensen fra AC Norddjurs, som havde sin søn Niels med i U11 talenttruppen.
AGF Talentcenter Djursland har base i Rønde med TRIF som den klub, som lægger rammer til talenternes udfoldelse.
“Det kan blive positivt for fodboldsamarbejdet på Djursland, og jeg håber også, at det kan give breddefodbolden en højere kvalitet,” siger TRIF's fodboldformand, Rikke Baarstrøm.
I forårets talentsamlinger deltager fra Norddjurs ungdomsspillere fra AC Norddjurs, Østdjurs 91, Grenaa IF og Åstrup/Hammelev IF. Fra Syddjurs deltager ungdomsspillere fra Ebeltoft IF, TRIF, IF Midtdjurs og KPI.