Fortsæt til indhold

Bliver det Nørre Djurs eller ÅGH som skal forsøge at 'kvalle' til 2. division?

Et point søndag i Håruphallen betyder, at Nørre Djurs HKs håndboldherrer får forlænget sæsonen

Sport
Af Lars Norman Thomsen

Skovbakkens håndboldherrer fører suverænt den 3. divisionsrække, hvor Nørre Djurs HK før sidste spillerunde ligger placeret som nummer 3 og Aastrup/Hammelev-Grenaa (ÅHG) som nummer 4.
Men Skovbakken kan ikke rykke op i 2. division, fordi klubbens bedste hold i 1. division skal deltage i nedrykningsslutspil for at redde endnu et år i landets næstbedste række.
Det nulstiller andetholdets sikre førsteplads, for en divisionsklub kan ikke have to divisionshold i samme række.
Det betyder, at rækkens nummer 2, JAI, rykker direkte op i 2. division fra næste sæson, mens enten Nørre Djurs HK eller ÅHG via kvalifikationsspil kan tage turen op i 2. division sammen med Jysk Akademisk Idrætsforening.
Før sidste spillerunde har Nørre Djurs HK 25 point - og ÅHG har 24 point.
ÅHG spiller allerede lørdag klokken 15 i Åstrup Hallen mod Viby og skal vinde for at gøre sig håb om at passere lokalrivalerne i stillingen.
Modsat kan Nørre Djurs HK med kun et point i søndagens udekamp i Håruphallen klokken 15 mod Todbjerg-Mejlby IF gøre sig klar til kvalifikationsspil til 2. division. Holdet kan nemlig tåle at slutte med samme pointantal som ÅHG, fordi Nørre Djurs HK er klart bedst i indbyrdes opgør.
"Vi tager det som en oplevelse, for vores sæson har allerede været over forventning, men vi vil naturligvis gøre alt for at få den oplevelse med, som kvalifikationskampe altid er," siger Erik Flak Jørgensen, cheftræner i Nørre Djurs HK.
Han forventer at kunne stille med stærkeste hold på halgulvet i Håruphallen og ligeledes på tilskuerpladserne.
"Vi håber på stor opbakning fra vores egne, for Håruphallen er på grund af forholdene og den meget lille plads til tilskuere et særligt sted at spille ligesom JAIs hjemmebane, Annexhallen, og vores egen 'hule', Nørre Djurs Hallen," siger cheftræneren.

Hårdt program venter

Hvad enten det bliver Nørre Djurs HK eller ÅHG som får oplevelsen, så venter der mindst fire kampe for at sikre billetten til 2. division.
I første omgang vanker der en ude- og en hjemmekamp mod fynske Faaborg ØH, der ligeledes har opnået en placering i holdets 3. divisionsrække som nummer 2.
Det hold, der vinder sammenlagt, kan se frem til at møde AGF, der er sluttet tredjesidst i holdets 2. divisionsrække.
"Det vil være enormt fedt at få lov til at prøve for både spillere, trænere og publikum og give et boost til håndbolden på Djursland," vurderer Erik Flak Jørgensen.