Medaljeregn over unge skytter fra Midtdjurs
Unge skytter fra Midtdjurs Skytteforening hentede flere medaljer til DM i DGI-skydning i Vingstedcentret
“Det er på alle leder det bedste mesteskab vi har oplevet.”
Det siger formand for Midtdjurs Skytteforening, Michael Brasch, efter at ti af klubbens unge medlemmer i weekenden før påske var afsted til DM i DGI-skydning i Vingstedcentret.
Og de unge skytter fra Midtdjurs Skytteforening rystede ikke på hænderne, da det for alvor gjaldt i finalerne, hvor et enkelt fejlskud kan betyde tab af medaljechancen og en placering helt i front.
Det blev til rent guld til holdet fra Ryomgård i børneklassen i Kaliber 22, hvor holdet blev det bedste af 34 hold fra hele landet, som havde kvalificeret sig til DM.
“Desuden vandt vi bronze i Luftriffel for hold blandt 24 deltagende hold, og så vandt den DM-debuterende skytte Kasper Poulsen guld i Luftriffel BK3 i den individuelle konkurrence. Julie Kristiansen vandt desuden bronze i Luftriffel BK1,” fortæller den stolte skytteformand Michael Brasch.
Voksne skytter er trænere
Skytterne fra Midtdjurs Skytteforening holder til i kælderen under Marienhoffskolen, hvor klubben har en tip-top moderne skydebane med 15 meter til skiverne side om side med et lille klublokale, hvor skytterne kan få sig en snak og en vand eller kop kaffe under træningen.
Klubben har i alt 60 medlemmer, som fordeler sig ligeligt mellem børne- og juniorskytter og voksne skytter.
Der bliver skudt hver mandag og torsdag mellem kl. 18.30 og 21.00, og her bliver der trænet flittigt med voksne skytter som trænere.
“Trænerne gør det virkelig godt og der er fokus på at rette fejlene, således at de unge skytter virkelig lægger på og udvikler sig,” siger Kirsten Burfelt, Tøstrup, hvis søn Thomas på 13 år var med på de medaljevindende hold til DM.
Kræver en stærk psyke
Det kræver nogle særlige egenskaber at blive en god skytte, og dem bliver der arbejdet målrettet med i lokalerne i Marienhoffskolens kælder.
“Det er en individuel idræt, som kræver en stærk psyke og ekstrem koncentration. Afgørelserne er knivskarpe mellem skytterne, og en fejl bliver straffet med det samme. De unge bliver bedre til at koncentrere sig og til at fokusere, og det er egenskaber de tager med sig ud af træningslokalet,” siger Michael Brasch.
Skydning har også vist sig at have en gavnlig virkning på børn og unge med autisme og ADHD.
“At gå til skydning fremmer koncentrationen og giver Christian ro, fokusering og selvtillid,” siger Anne Marie Andreasen, Kolind, hvis søn Christian er autist, og som har stor glæde af at gå til skydning i Midtdjurs Skytteforening.
“Det er detaljen som er udfordringen. Man skal koncentrere sig rigtig meget,” siger 13-årige Thomas Thorsen-Poulsen, Tøstrup, som kom hjem fra DM med både guld og bronzemedaljer om halsen.