IF Mols er rustet til topopgør mod Rougsø FF
To potentielle oprykningskandidater mødes mandag aften på stadion ved Mols Hallen
IF Mols fulgte op på den flotte start i sæsonpremieren, hvor IF Midtdjurs måtte lade livet med hele 5-1.
Det skete med 2-1 sejr (0-0) over Kolind-Perstrup på Kolind Park.
"Helt fortjent, at Mols får de tre point. Det er et potentielt tophold i Serie 4," lyder det fra Dennis Bjerregaard, teamchef for Kolind-Perstrups andethold sekunderet af faderen, Harald Bjerregaard.
Kolind-Perstrup måtte placere målmandstræner Tony Hansen i rammen, fordi førsteholdet i Serie 2 var ramt af et rødt kort til målmand Frederik Bjerregaard, ligesom substitutten Rasmus Klessner Hansen var skadet.
"Jeg synes, vi spiller en god kamp mod et godt hjemmehold," siger Morten Hviid, cheftræner i IF Mols.
"Ligesom i den første kamp mod Midtdjurs spiller vi os frem til mange chancer, men får denne gang ikke det fulde udbytte."
IF Mols kom foran både 1-0 og 2-0 efter pausen ved lynhurtige Jesper Munk Rasmussen og Martin Ohms Jensen.
Superveteranen Alan Brouer, der fylder 47 til juni, reducerede med små ti minutter igen.
"Det skabte lidt panik, men vi reddede den heldigvis hjem, og det var yderst fortjent," siger Morten Hviid.
Tidligere KPI'er gjorde det godt hos Mols
IF Mols valgte at lade en småskadet Casper Munk Rasmussen sidde over.
I stedet spillede Alexander Brus Mikkelsen på den centrale midtbane sammen med Kieren Jon Boyling.
"De fungerede glimrende sammen de to, da de lige havde fundet hinanden," siger Morten Hviid.
Alexander Brus Mikkelsen har en fortid i Kolind-Perstrup og spillede med i flere førsteholdskampe i Serie 2 i sidste sæson. Han er dog Mols-dreng og tørner nu ud for barndomsklubben.
Lillebroderen, Andreas Brus Mikkelsen, spiller fortsat i Kolind-Perstrup på førsteholdet i Serie 2.
Hos Kolind-Perstrup er målsætningen for andetholdet at klare frisag i Serie 4.
"Det kan ikke være anderledes, for hovedparten af spillerne træner kun ganske lidt," siger Dennis Bjerregaard, der har veteraner som Thomas Zacher Sørensen, Kasper Mortensen og Alan Brouer som støttespillere.
Bjerregaard glæder sig til lokalopgør tirsdag aften på Ryomgård Stadion klokken 18.30 mod IF Midtdjurs.
"Det ser ud til, at vi kan stille med et stærkt hold til lokalopgøret, så det tegner positivt," lyder det optimistisk fra Dennis Bjerregaard.
Mols glæder sig til at møde Rougsø FF
IF Mols spiller mandag aften mod Rougsø FF på Mols Stadion ved Mols Hallen.
Der er tale om et topopgør, selvom sæsonen er ung endnu.
Begge klubber har vundet deres første kampe og vil uden tvivl være med, når kampen om den oprykningsgivende førsteplads intensiveres i maj-juni.
"Vi glæder os til at møde Rougsø, og jeg forventer, at vi kan råde over Casper Munk Rasmussen igen, så vi er klar til opgøret," lover Morten Hviid.
Topopgøret fløjtes op klokken 19 og får Jan Østergaard Nielsen som opmand.