FC Djurslands formand har ikke forladt skuden
Rygter om formand Thomas Larsens afgang har intet på sig, bekræfter formanden selv
"Rygterne om min død er stærkt overdrevne," lyder et kendt citat af salig Mark Twain.
På samme måde kan FC Djurslands formand Thomas Larsen istemme, at verserende rygter om hans øjeblikkelige afgang intet har på sig.
"Jeg hørte det godt på stadion i lørdags, men det har intet på sig," siger Thomas Larsen til Lokalavisen.
"Det er korrekt, at jeg har meddelt, at jeg kun er formand frem til næste generalforsamling i FC Djursland A/S i efteråret 2016, og at jeg herefter vil stoppe. Det er der intet nyt i, for det var aftalen med Grenaa IF, da jeg i sin tid sagde ja til at hjælpe, da FC Djursland stod uden formand."
Thomas Larsen vil ikke afvise, at han er parat til en anden post i bestyrelsen, men formandsposten i aktieselskabet giver han køb på ved næste generalforsamling.
"Det er familiemæssige og private årsager, der gør, at jeg ikke kan afse tid til at være formand, og jeg har meddelt bestyrelsen, at det bliver sådan, så Grenaa IF, der besætter formandsposten, har god tid til at finde min afløser," siger Thomas Larsen.
Han lover at køre på med fuld oktan frem til generalforsamlingen.
"Det har jeg lovet, så selvfølgelig holder jeg, hvad jeg lover," understreger han.