Nørre Djurs HK fik smæk af stærke fynboer
Der var fysikken til forskel søndag eftermiddag i Nørre Djurs Hallen, da fynske Fåborg ØH slog hjemmeholdet med 30-24
400 mennesker på lægterne i Nørre Djurs Hallen sørgede for et larmende inferno i søndagens første af to kvalifikationskampe om oprykning til 2. division for Herrer.
Fynske Fåborg ØH formåede at skaffe sig et perfekt afsæt til lørdagens returkamp på Fyn ved at vinde sikkert 30-24 (13-12) over hjemmeholdets håbefulde gutter.
"Vi tabte til et bedre hold, som ikke mindst fysisk var hovedparten af vores spillere overlegne," indrømmer Jakob Lunøe, holdleder i Nørre Djurs HK.
"De lagde et enormt tryk på os i alle 60 minutter, og kampen viste, at på det her niveau bliver alle fejl straffet prompte."
I den hektiske kulisse kom Nørre Djurs HK bagud 5-2 i startminutterne, men som halvlegen skred frem, kom der mere facon på hjemmeholdets aktioner både forsvars- og angrebsmæssigt.
"Vi var bagud minus 1 og minus 2, men sluttede de første 30 minutter acceptabelt med at være bagud 13-12, så vi havde troen på et godt resultat, da vi sad i omklædningsrummet i pausen," siger Lunøe.
En god periode - men også to døde
Efter pausen var det hjemmeholdet, der satte fart på spillet og i starten havde sin bedste periode i hele kampen.
Det gav holdet en føring på 16-15.
"Vi brændte så en 100 procents chance, og havde vi udnyttet den, så tror jeg rent faktisk, at vi kunne have rystet dem," siger Jakob Lunøe.
I stedet fik hjemmeholdet en død periode, som bragte gæsterne foran 22-17 med et kvarter igen.
Mål af Nicolai Danefeld Hansen og Simon 'Ø' Østergaard fik pillet lidt af pynten af Fåborg ØH, der fik snævret føringen ind til 23-20.
Så faldt hjemmeholdet i et nyt hul, der ændrede stillingen til 28-22 med fem minutter igen.
I slutfasen byttede de to hold mål, så slutfacit blev 30-24 til gæsterne.
"De var gode på alle pladser. Blandt andet havde de et par fantastiske fløje, men lidt træls at vi taber med seks, for vi havde mulighederne for at komme tættere på dem, hvis vi ikke var gået i sort to gange efter pausen," vurderer holdlederen.
Glimrende læring
Nørre Djurs HKs chancer for at vinde med syv mål i Fåborg er naturligvis papirtynde, men Glesborg-klubben kører ikke over Lillebæltsbroen for at tage på badeferie, fastslår Jakob Lunøe.
"Nej, vi skal til Fåborg for at give alt og slutte godt af, og så skal vi alle huske, at vi har haft en flot sæson. Ingen havde forventet at se os i oprykningsspil, da vi begyndte sæsonen," siger den dynamiske holdleder.
Nørre Djurs HK var i stærkeste opstilling mod Fåborg ØH. Dog sad Mikkel Eriksen med den skrøbelige fysik over, og i stedet var Anders Olsen med.
"Jeg vil ikke fremhæve nogen, men kun konstatere, at vores unge fik set, hvad det kræves for at være med på dette niveau, ikke mindst fysisk," siger Jakob Lunøe.
Nørre Djurs HKs målfarlige duo gennem hele sæsonen, Nicolai Danefeld Hansen og Simon 'Ø' Østergaard, fik scoret henholdsvis 8 og 7 mål.
Returkampen i Fåborg bliver afskedskamp for Nicolai Danefeld Hansen, hvis da ikke Nørre Djurs HK overrasker vildt.
Han starter efter sommerferien sit engagement i Viborg HK, men fortsætter som medlem af de nyetablerede eliteudvalg i Nørre Djurs HK.