Ry Håndbold i kongeligt projekt
Ry Håndbold har været med til at udvikle et program, der skal forhindre mobning i børnehåndbold.
Det er sket sammen med Mary Fonden og MH24, som er en forening med håndboldstjernen Mikkel Hansen som frontfigur.
Programmet hedder Antibulli, og det er i efteråret 2016 blevet pilottestet i fem håndboldklubber, heriblandt i Ry Håndbold.
Kronprinsessen og Mikkel Hansen præsenterede initiativet i lørdags under en træningsseance i Silkeborg.
”Vi ved fra undersøgelser, at en stor andel af børn ikke trives i fritidslivet. Det er er trist, fordi alle børn har godt af et aktivt fritidsliv – socialt, mentalt og fysisk. Hvis et barn bliver mobbet eller oplever ikke at føle sig som en del af holdet, mister barnet lysten til at være aktiv i klubben og muligheden for at deltage i det gode sociale liv, der følger med,” siger Kronprinsessen i en pressemeddelelse fra Mary Fonden.
”Håndbold handler om at have det sjovt og at være en del af et hold, og det må mobning aldrig stå i vejen for. Mange forstår desværre ikke, hvor vigtigt det er at have det godt med sine holdkammerater, både for, hvordan den enkelte har det, men også for holdets præstation. Sammenholdet er med til at gøre det sjovt at gå til håndbold – og det er lettere at blive god, hvis man synes, det er sjovt,” forklarer Mikkel Hansen.
Formålet med Antibulli er at fremme følelsen af sammenhold og bekæmpe mobning blandt 6-12-årige håndboldspillere gennem blandt andet viden, træningsøvelser og aktiviteter, der involverer både trænere, forældre og spillerne selv.
Foruden Ry deltog Red Barnet, TrygFonden, KLG Håndbold, FIF Håndbold, Køge Håndbold og Silkeborg IF.