Fortsæt til indhold

René From inviterer kommunen til et samarbejde

Den nye centerleder ser muligheder i et tæt samarbejde med Syddjurs Kommune om genoptræning

Sport
Af Lars Norman Thomsen

Den ny centerleder i motionscentret i Hornslet Idræts- og Kulturcenter, René From, er ud over at være fysioterapeut også idémand til, hvordan endnu flere mennesker kan få glæde af aktiviteterne i motionscentret.

1. februar starter således et hold målrettet børn i aldersgruppen 10-14 år i motionscentret med funktionel træning.

Håndbolden i HIF

Centerlederen forventer også, at et tættere samarbejde med den ambitiøse håndboldafdeling i Hornslet IF om fysisk træning og skadesforebyggende træning bliver udbygget yderligere.

Spindesiden i Hornslet IF Håndbold står foran sit helt store gennembrud i dette forår, hvis det lykkes klubbens håndbolddamer i 3. division at sikre sig oprykning til 2. division.

“Jeg regner da også med, at vi skal arbejde tæt sammen med fodboldafdelingen, ligesom jeg ud i fremtiden ser muligheder i, at vi kan være med til at tilbyde eliteklubber inden for både håndbold og fodbold træningslejre i Hornslet Idræts- og Kulturcenter, hvor vores kompetencer i motionscentret bliver en del af pakken.”

Syddjurs Kommune aktuel

Banebrydende vil det være, hvis René From får overbevist Syddjurs Kommune om, at han og motionscentret er værd at samarbejde med.

“Jeg ser muligheder i et samarbejde med Syddjurs Kommune om genoptræning og forebyggende træning af borgere, der er blevet udskrevet fra et sygehus, og som nu skal ind i et træningsforløb, hvor det vil være det nemmeste for borgeren at bruge os,” siger René From.

“Jeg har ikke forhørt mig hos kommunen endnu, men jeg vil gerne invitere til en snak om mulige områder, hvor vi med fordel kan samarbejde.”