TRIF i forstærket udgave i Serie 3
Mathias Haulrik og Kristoffer Meldgaard Andreasen vendt hjem til barndomsklubben efter kampe for FC Djursland i Danmarksserien/Jyllandsserien
TRIFs bedste herreseniorfodboldspillere har ikke ligget stille, siden turneringen sluttede i november 2016 med oprykning til Serie 3.
“Vi fortsatte med at træne to gange om ugen på kunstgræsbanen i Rønde og har kun lige holdt en pause mellem jul og nytår,” siger cheftræner i TRIF, Casper Kjær Sørensen, Ugelbølle.
Fremmødet har været pænt med 12-16 spillere hver gang.
Kigger fremad nu
Nu kigger TRIF-truppen fremad mod en spændende sæson, og Casper Kjær Sørensens tilrettelæggelse af træningen afspejler dette.
“Man kan godt sige, at vi har holdt nytårsappel og nu træner med den nye sæson i sigte,” siger Casper Kjær Sørensen.
Cheftræneren glæder sig over, at to unge talenter med en ungdomsfortid i TRIF er tilbage i folden efter afstikkere til blandt andet FC Djursland.
Det er Mathias Haulrik og Kristoffer Meldgaard Andreasen, som begge har fået flere kampe på FC Djurslands førstehold i Danmarksserien/Jyllandsserien.
“Det er to dygtige spillere som forstærker vores trup og gør konkurrencen om en startplads på førsteholdet i Serie 3 endnu hårdere,” siger Casper Kjær Sørensen, der forventer, at samtlige spillere fra sidste års succeshold fortsat er til rådighed.
“Vores anfører Rasmus Bendtsen er flyttet til Aalborg for at studere, men han kan kommer hjem en gang om ugen for at træne og har lovet at spille foråret ud i TRIF.”
Ny assistent
Casper Kjær Sørensen får ligesom i efteråret 2016 lov til selv at klare opgaverne i seniorafdelingen. Han har ikke en bestyrelse, der ånder ham i nakken.
Som assistent på træningsbanen får han Mathias Mayn Jensen, som på grund af en knæskade ikke selv kommer til at spille.
“Mathias vil være der til vores træninger, og så har Tage Søgaard igen lovet at være holdleder for vores andethold i Serie 5,” siger Casper Kjær Sørensen.
Svær pulje
Inden sæsonstarten skal førsteholdet spille otte træningskampe, som cheftræneren selv har arrangeret. For andetholdet er der indtil videre programsat en enkelt træningskamp.
Førsteholdet i Serie 3 er havnet i en pulje, hvor hovedparten af holdene er fra Aarhus Kommune: VH Fodbold, Vatanspor, Lystrup IF, Lisbjerg FC, Fuglebakken KFUM Århus og Christiansbjerg IF. Kun TRIF og Østdjurs 91 er fra Djursland.
“En svær pulje, vurderer jeg. Vi havde foretrukket en pulje med de øvrige klubber fra Djursland (Midtdjurs, Rougsø FF Ådalen og AH 2012, red.), men vi tager kampen op og håber at lære en masse. Vi har et ungt og talentfuldt hold, men det er også uskolet. En ting ved vi, at hvor vi i Serie 4 havde det for nemt i flere kampe, så bliver vi udfordret i samtlige kampe i Serie 3,” siger TRIF's cheftræner.
TRIF-truppen træner hver mandag og onsdag med start klokken 19. Hvis interessen bliver så overvældende, at der bliver spillere nok til et tredjehold i Serie 6, ryger der en tilmelding til DBU Jylland inden deadline, 15. marts.