Fortsæt til indhold

Nørre Djurs HK hjem fra Aarhus med imponerende sejr

Martin 'Bondemanden' Jensen og Bryan Mathew Odour scorede begge otte mål, da Glesborg klubben overraskende besejrede AGF med 29-25 i lørdagens udekamp

Sport
Af Lars Norman Thomsen

"Vi spillede måske sæsonens bedste kamp," siger en stolt cheftræner Erik Flak Jørgensen om den præstation, som hans drenge leverede lørdag eftermiddag i udekampen mod stærke AGF i Frederiksbjerghallerne i Aarhus.
Nørre Djurs HK vandt opgøret med 29-25 (13-12), og det skete på en måde, der aftvang respekt hos cheftræneren.
"Jeg synes, vi spiller en meget flot kamp, hvor vi hele tiden formår at være et skridt foran AGF, og det skal siges, at AGF er et virkelig godt håndboldhold, hvor spillerne kan lukrere på, at de træner fast med klubbens førsteholdsspillere i 2. division," påpeger Nørre Djurs HK's cheftræner for at sætte sejren yderligere i relief.
I modsætning til andre kampe i sæsonen fik Nørre Djurs HK denne gang overtaget fra første fløjt, ligesom holdet også formåede at holde ved, da kampen skulle afgøres i slutfasen.
"Vi kom foran hele 4-0, fordi vi dækkede fantastisk godt op, og vi holder føringen frem til de sidste fem minutter af første halvleg, hvor de får kontakt, men vi fører trods alt med et mål ved pausen," fortæller en tilfreds cheftræner.

Nørre Djurs HK havde i trioen Mikas Korsgaard Christenssen, Bryan Mathew Odour og veteranen Lars Jacobsen en stærk forsvarsblok, som gav hjemmeholdets spillere store problemer.

Kenyanske Bryan Mathew Odour er for alvor ved at finde ind i Nørre Djurs HK's spilkoncept, både som levende mur i forsvarsaktionerne, og som afslutter i det stationære angrebsspil og fra andenbølgen i kontrafasen. Foto: Lars Norman Thomsen

Bryan Mathew Odour - fem træffere efter pausen

Efter pausen formåede hjemmeholdet at hænge på frem til 21-20, så fik gæsterne banket et lille hul, så stillingen med fem minutter igen var 25-22.
"Her besluttede jeg mig for, at rykke Simon 'Ø' Østergaard helt ud på højre fløj, mens jeg satte Mathias Nymark over som højre back."
"AGF pressede hårdt på 'Ø' og for at frigøre ham, lavede jeg rokaden, så han sammen med Mathias kunne sætte tempo på spillet fra en ny position."
Den taktiske ændring bar frugt, for i de resterende minutter byttede de to hold bare mål.
Erik Flak Jørgensen fremhæver Bryan Mathew Odour for en flot anden halvleg, hvor den kenyanske landsholdsspiller både bidrog med sin store fysik i forsvaret, men også satte et effektfuldt aftryk i angrebet med fem tørre træffere efter pausen.
Dermed nåede Bryan Mathew Odour sammenlagt op på otte rene scoringer. Samme antal nåede en ligeledes velspillende Martin 'Bondemanden' Jensen.
"Martin spillede alle 60 minutter og viste atter, hvor vigtig en spiller han er blevet for vores hold."

Perfekt at gå på pause med

Sejren bekom Nørre Djurs HK særdeles vel før de kommende tre ugers vinterpause.
"Vi havde en målsætning om fem point inden vinterferien, og dette mål nåede vi. Meget tilfredsstillende i betragtning af, at vi har mødt fem gode hold," siger Erik Flak Jørgensen.
Han tror på, at yderligere tre point er nok til, at Glesborg-klubben kan opgive alt om at skulle kigge nedad i tabellen.
"Vi har ikke tabt i vores tre sidste opgør, og denne statistik skal vi ud og forsvare i vores sidste seks kampe."
Næste kamp er hjemme i Nørre Djurs Hallen lørdag 25. februar mod Odder Håndbold.
"Det bliver en nøglekamp, for vinder vi den, kan vi lukke leddet til de nederste pladser i 3. division."
Erik Flak Jørgensen vil bruge de kommende træninger til at spille holdet yderligere sammen.
"Når vi har hakket lidt i det i denne sæson og svinget så meget, så er en af forklaringerne, at vi ikke har kunnet træne nok sammen grundet skader og for mange midtugekampe. Nu har Lars Jacobsen lovet at spille resten af sæsonen og træne mindst en gang om ugen, og undgår vi skader, kan vi få en god afslutning."