Fortsæt til indhold

Bodegabolden blev igen sparket rundt

Traditionen tro blev der afholdt bodegabold i Mørke Hallen, hvor 24 hold med både mænd og kvinder var mødt op for at spille fodbold og drikke fadøl

Sport
Af Janni K. Nielsen

Kollegaer, gamle venner, fodboldspillere og heppekor var mødt op den 28. januar i Mørke Hallen til turneringen i bodegabold, der blev sparket i gang om formiddagen og varede indtil ved ottetiden om aftenen.

“Det var en rigtig dejlig dag med mange glade mennesker, der gerne ville spille noget fodbold og drikke nogle øl,” siger centerleder i Mørke Hallen, Lene Munk Gravesen, der har været med til den festlige fodboldturnering de seneste fem år.
24 hold spillede i løbet af dagen i 6 puljer, hvor vinderholdet af hver pulje gik videre til finalespillet. Finalen blev spillet mellem holdene “Ministeriet” og “Hansen er langhåret”, hvoraf sidstnævnte kunne tage vandrepokalen med hjem.

Derudover blev holdet også vindere af den store førstepræmie, som talte Bodegabold T-shirts, 1000 kroner i kolde kontanter, spiritus med tilhørende sodavand og 2 timers bowling hos Grenaa Bowlingcenter.

Herefter var der fri leg med mad og endnu flere fadøl på programmet.

“Nogle kom og gik og fulgte deres hold, og flere blev hele dagen. De allersidste blev bedt om at tage hjem og sove rusen ud klokken 2.00, hvor vi skal lukke ned for festen,” fortæller Lene Munk Gravesen med et smil.

Det var tredje gang, at holdet “De fulde fædre” deltog i turneringen, hvorfor der blev tilføjet et “part 3” til navnet. Holdet var til lejligheden klædt ud som alfer

To hold som bedst udklædt

Traditionen tro var der også kåring af det bedst udklædte hold, som i år viste sig at være svært at afgøre. Det stod mellem drengeholdet “De fulde fædre part 3”, der var klædt ud som grønne alfer, og pigeholdet “75 plus/minus 10”, der var klædt som ud som kvindelige rockere.

“Vi måtte simpelthen udvide lidt i år, da der var to hold, der havde gjort rigtig meget ud af det, og det skabte stemmelighed i juryen. Derfor blev præmiesummen udvidet og begge hold vandt 4 kander øl,” fortæller Lene Munk Gravesen.

Udover præmien til bedste udklædning og vinderne af selve turneringen, blev der under alle kampene uddelt intet mindre end 172 præmier i form af “spurtpræmier” til de deltagende.

“Hvis nogen scorer et flot mål, laver en god redning - eller hvis der er en, der lige skal have en tår øl midt i det hele, så får de en lille præmie, f.eks. et svedbånd, en pose lakrids eller en kage. Det er med til at gøre dagen sjov,” siger Lene Munk Gravesen.
Arrangementet støttes af Daglig brugsen i Mørke, XL byg i Ryomgård, Sparekassen Kronjylland, Rønde og Omegns Sparekasse, Sport 1 i Rønde, Stark, Carlsberg Danmark, Chokoladegruppen og Grenaa Bowlingcenter.

400 besøgende

Det var intet mindre end 17. gang, at hallen slog dørene op for arrangement, som blev besøgt af omkring 400 mennesker i løbet af dagen.