Fortsæt til indhold

Nørager klar til mission possible

Ole Kjær, ny cheftræner i Nørager Boldklub, tror på, at førsteholdet igen kan etablere sig i Serie 1, hvis man undgår skader

Sport
Af Lars Norman Thomsen

Det er på alle måder helt uvirkeligt, at lille Nørager med i omegnen af 300 indbyggere er Djurslands næstbedste fodboldklub efter FC Djursland, når vi taler seniorplan.
Men ikke desto mindre er det sådan, det er, og sådan har det efterhånden været i en årrække.
I efteråret 2016 så det komplet håbløst ud, da daværende cheftræner Allan Haslund startede ud efter sommerferien.
Fire faste førsteholdsspillere havde mere eller mindre lagt støvlerne på hylden, så nu troede man i det lokale fodboldmiljø, at Nørager langt om længe ville rasle nedad i rækkerne.
Men landsbyklubbens udvalgte overraskede på ny alle mandagstrænere, og gjorde livet af med selv de største pessimisters forhåndsforventninger .

Michael Jensen bliver ikke en del af Nørager-truppen i denne sæson. Foto: Lars Norman Thomsen

Stærk base

Med en uhyre sammenspillet base bestående af 8-9 spillere og med tilgang i startopstillingen af to ungersvende som 17-årige Mathias Fisker og 16-årige Benjamin Kjemtrup lykkedes det cheftræneren og hans hold at være med i kampen om oprykning helt frem til næsten sidste spillerunde.
I flere af de 14 turneringsrunder måtte Allan Haslund indkalde assistance fra gamle førsteholdskoryfæer, som Claus Kock Andersen, Paw Elgaard og Ole Jensen for blot at kunne skrabe 13 mand sammen plus cheftræneren selv i trøje nummer 14.
Det var nærmest som om, at Haslund og hans svende ophævede tyngdeloven.

Mads Fuglsang Pedersen (i forgrunden) er klar til at tørne ud for Nørager i Serie 1. Foto: Lars Norman Thomsen

Ny træner

Allan Haslund trængte efter denne omgang til en pause fra trænerlivet, og han er nu afløst af Ole Kjær, til daglig lærer på Ryomgård Realskole og med bopæl i det nordlige Aarhus.
Ole Kjær trænede i 2016 IF Midtdjurs i Serie 2, og det endte med en nedrykning til Serie 3.
Det fik dog ikke den tidligere VRI-træner og før da spiller i den aarhusianske forstadsklub med stolte fodboldtraditioner til at sige nej til et nyt Djurslands-eventyr, da Nørager kom på banen med et tilbud til ham.

Realistisk tilgang

Efter næsten tre måneder i trænersædet har Ole Kjær måttet erkende, at han ligesom forgængeren kommer til at skulle arbejde for føden.
“Realistisk bedømt er vi 11-12 spillere til førsteholdet i Serie 1 plus nogle unge talenter, som vi tvunget af omstændighederne bliver nødt til at kaste ind i begivenhederne, selvom de altså kun er 16 år og endnu mangler meget på især det fysiske område til at kunne sætte sig igennem mod velvoksne fyre på dette niveau,” siger Ole Kjær.
Han har i træningskampene benyttet flere af de unge, bl.a. Sigurd Fisker Jensen og Gunnar Pedersen.
“Det er dygtige spillere, men det er svært som bare 16-årig at begå sig i Serie 1. Jeg forventer dog, at Sigurd er med i truppen, når vi 1. april sæsondebuterer hjemme mod Christiansbjerg,” lyder det fra cheftræneren, der må undvære sidste års store overraskelse, venstreforsvareren Benjamin Kjemtrup, som mod slutningen af sidste sæson måtte opgive at spille på grund af en knæskade.
“Der går 3-4 uger minimum, før Benjamin bliver klar,” vurderer Ole Kjær, der heller ikke forventer, at den lille tryllekunstner Christian Mørch bliver et stort aktiv i dette forår.
“Han har fået at vide af sagkundskaben, at han skal stoppe med at spille fodbold, men han er parat til at hjælpe, hvis vi får problemer.”

Farvel til den bedste

Nørager må hele foråret undvære de seneste års måske bedste Nørager spiller og velsagtens også Djurslands bedste seriespiller, Michael Jensen.
Han er udstationeret i Afghanistan som militær politimand frem til august 2017.
Hans afløser bliver unge Mads Fuglsang Pedersen, der senest har spillet eliteungdomsfodbold i Randers FC og Danmarksseriefodbold samme sted.
Han er søn af Nøragers tidligere forsvarsstyrmand Claus 'Pylle' Pedersen.
“Jeg vil sige det sådan, at vores start-11'er ser fin ud, men til gengæld kan det hurtigt blive kriminelt, hvis vi får for mange skader og afbud,” siger Ole Kjær.
“Kan vi undgå skader og dumme afbud, tror jeg på, at vi kan klare os til en midterplacering i Serie 1, men skal vi pille 2-3-4 mand ud af startopstillingen, bliver det mere end svært.”

Et dejligt sted

Cheftræneren nyder at været kommet til Nørager, selvom betingelserne er svære.
“Et dejligt sted med en masse flinke og rare mennesker,” siger Ole Kjær.
“Jeg har erkendt, at jeg ikke kan hekse, heller ikke i forhold til at ændre spillestilen. Vi er 10-14 mand til træning, og flere har svært ved at træne to gange om ugen. Til gengæld bliver der gået til den på træningsbanen, og motivationen er meget stor.”
Per Bredahl med kælenavnet 'Batman' assisterer Ole Kjær, som han også gjorde det i 2016, da Allan Haslund svang pisken.
“Det er rart, at Per er med og stiller sig til rådighed som målmand, når der er behov for det, så vi altid har to keepere til træning.”
Peter Feldborg varetager holdledertjansen, mens Allan 'Klemme' Jensen er træner for andetholdet i Serie 5.

Glenn ude - Paw inde

Nørager har tabte fire ud af seks spillede træningskampe - endnu en blev spillet efter redaktionens slutning.
“Vi har vundet en og spillet en uafgjort, og træningskampene har vist mig, at mit spillerum er meget snævert. Jeg kan ikke afvige meget fra min idealopstilling, før holdet begynder at vakle.”
Glenn Hansen, der har spillet godt i træningskampene, er taget på udenlandsrejse, når de tre første turneringskampe skal spilles.
Her har Paw Elgaard lovet at være stand-in, ligesom Kenneth Fisker også har sagt ja til at bidrage.
Til gengæld har talentet Rasmus Knudsen, der trænede med i efteråret 2016 under Haslund, mens han endnu kun var 15, meddelt, at han vil forsøge at spille sig på Randers FC's U17 Liga, og derfor har flyttet sit spillercertifikat ud til kronjyderne.
Summa Summarum: Det ser svært ud for Nørager, men det har det altid gjort, så spillere, klub, sponsorer og tilskuere kender betingelserne, og dem har Ole Kjær også hurtigt lært at indordne sig under.
Han vil til gengæld blive positivt overrasket, når turneringen starter, og det velkendte Nørager-DNA for alvor begynder at slå igennem.
Nørager har aldrig fået noget foræret som by, men kæmpet sig til det brand, som landsbyen er.
Det samme gælder på fodboldbanen, hvor Nørager alle dage har haft en stor tro på, at selv de største kan lægges ned.
Nøragers fodboldspillere er som korkproppe - de flyder (næsten) altid ovenpå.