Fortsæt til indhold

"U-U-U-besejret"

Nørre Djurs HK's bedste håndbolddamer lod sejrssangen gjalde, da oprykningen til Serie 1 blev sikret søndag eftermiddag i Ebeltoft Idrætscenter

Sport
Af Lars Norman Thomsen

10 sejre i 10 kampe. Flottere kan det ikke gøres. Nørre Djurs HK's håndbolddamer er klar til Serie 1, og skuffelsen lige før jul, hvor oprykningen kiksede, er nu glemt.
Finalen søndag eftermiddag i Ebeltoft Idrætscenter mod hjemmeholdet, der skulle vinde med fem overskydende mål for at passere Nørre Djurs HK i kampen om førstepladsen, blev kronen på værket for Glesborg-klubben som med en sejr på 17-12 beviste, at holdet er et skridt foran de øvrige hold i rækken.
Ikke noget at sige til, at stemningen var høj bagefter blandt både spillere, ledere og de mange medbragte tifosis.
"U -U -U-besejret," sang damerne i kor, da det hele var overstået, fortæller en glad og stolt cheftræner Lars Andersen.
"Kampen var et godt bevis på, at vi har et meget bredt hold, alle var inde og medvirke til oprykningen," siger en stolt Lars Andersen.
Han roser den klubkultur som kendetegner Nørre Djurs HK.
"Der er altid god opbakning til alle Nørre Djurs hold uanset, om det er 3. division Herrer eller Serie 2 damer. Det betyder virkelig meget for alle hold i klubben," siger damernes cheftræner.

Stærkt forsvarsspil

På forhånd var Nørre Djurs HK taktisk indstillet på at skulle modstå det tryk, som Ebeltofts bagkæde ville forsøge at lægge på Nørre Djurs HK's forsvar.
"At holde Ebeltoft nede på blot 12 scoringer på 60 minutter viser, at vi var mere end klar," siger Lars Andersen.
Angrebsmæssigt forvaltede nyoprykkerne også deres pund rigtigt.
Der blev ikke spillet vildt forceret , men bygget sikkert op, og først ved stillingen 12-8, hvor Nørre Djurs HK havde otte mål i bagagen i overskud, blev der givet signal fra bænken om, at nu kunne damerne godt sætte damp på kedlerne og spille frit og uden sordin.
"Stor ros til alle pigerne og især vores alle sammens mor, holdleder Tove Alsner, for altid have styr på alle ting før, under og efter kampene," lyder det fra en begejstret Lars Andersen.
Den helt store fest foregår 12. april. Her skal oprykningen garanteret fejres på behørig vis med både vådt og tørt.
Efter påske trækker dametruppen udendørs på beachhåndboldbanen i Glesborg og træner frem til sommerferien.
Herefter begynder den målrettede træning frem mod en spændende sæson i Serie 1.