Hornslet IF brændte for meget til at vinde i topopgør
Topholdet fra Hornslet tabte for anden gang i træk efter at have sikret sig oprykningen til 2. Division
”Det er svært, når man har nået sit store mål og presset så er taget af vores skuldre.”
Det siger cheftræner for Hornslet IF's håndboldkvinder, Max Christensen, efter at han søndag eftermiddag så sit hold tabe med 22-20 til rivalerne i topstriden, JAI fra Aarhus.
”Samtidig var vi ramt på ressourcerne med afbud til kampen fra Therese Due og Ida Nielsen med skader og Line Mayn og Mathilde Kahr af private årsager,” siger Max Christensen.
”Men vi har chancerne til at vinde kampen og har et hav af chancer, men brænder for meget. Samtidig spillede hjemmeholdets målmand en god kamp og var afgørende for udfaldet af kampen.”
Oprykningsfest på lørdag i Hornslet idrtæs- og Kulturcenter
Hornslet IF havde så rigeligt sikret sig oprykning inden kampen og kunne derfor spille uden nerver. Holdet startede også fint og var foran med to mål efter 20 minutters spil, men brændte altså for mange chancer gennem kampen.
”Vi spillede bedre end i forrige søndags nederlag til VRI, men vi var ikke i nærheden af at ramme vores niveau. Så på den måde er disse kampe også en læreproces,” siger Max Christensen, som dog lover, at holdet giver den hele armen, når en fantastisk sæson med direkte oprykning til 2. Division sluttes af lørdag 1. april kl. 11.30 mod Stautrup IF.
”Vi holder oprykningsfest og håber, at en masse mennesker kommer i hallen og vil være med til at hylde spillerne,” siger Max Christensen, som til denne kamp har Line Mayn og Mathilde Kahr tilbage på holdet, men til gengæld må undvære Sara Thrue.
Kampen byder forhåbentlig på en sejr over Stautrup IF, hvorefter oprykningen skal fejres med champagnesprøjt, fest og ballade. Alle klubbens sponsorer er inviteret til at overvære kampen og til et sponsorarrangement efter kampen.