Nørre Djurs HK og Ebeltoft spiller finale søndag
Nørre Djurs HK's håndbolddamer møder op til søndagens afgørende oprykningskamp i Ebeltoft med stor selvtillid og tro på, at sidste hurdle kan overvindes
Søndag klokken 14.45 mødes Ebeltoft og Nørre Djurs HK i Ebeltoft Idrætscenter til den afgørende dyst om oprykning til Serie 1.
Nørre Djurs HK har ikke smidt bare et point i de hidtil spillede ni turneringsrunder, mens hjemmeholdet har mistet to.
Det skete i den modsatte dyst i Nørre Djurs Hallen, hvor Nørre Djurs HK vandt med 23-19.
Dermed har Nørre Djurs de bedste kort på hånden før den ultimative kamp:
- Forspring på to point
- Bedst i indbyrdes kampe (Nørre Djurs HK kan tåle at tabe med tre mål til Ebeltoft og så alligevel rykke op)
- Bedste målregnskab (Nørre Djurs er det eneste hold i rækken, der har scoret over 200 mål i de første ni spillerunder, sammenlagt. Hvis kampen slutter 23-19 til Ebeltoft, drager Nørre Djurs HK fordel af bedste målregnskab.)
To sikre sejre som optakt
Nørre Djurs HK har tanket masser af selvtillid i de to seneste kampe.
Først blev Kolind-Perstrup besejret med de sikre cifre 28-15 i Nørre Djurs Hallen, mens midtugekampen mod Grenaa FC blev vundet med 30-21 i Grenaa Idrætscenter.
I kampen mod Kolind-Perstrup blev gæsterne nærmest blæst ud af hallen fra start.
Efter 20 minutters spil førte hjemmeholdet således med 9-1.
"Vi stod godt i vores forsvar, hvor vi var klar over, at vi skulle passe meget på deres venstre back, som er meget dygtig, men vores stærke midterforsvar gjorde, at vi holdt hende nede på 2 scoringer samtidig med, at begge vores målvogtere gjorde det meget fantastisk. Det var den primære årsag til, at både vores kontrafase og andenbølgespil fungerede så godt i hele kampen," siger cheftræner Lars Andersen.
Pauseføring på 12-4.
"Der var denne gang ingen problemer med at holde fokus trods den sikre føring. Vi fik skiftet godt ud, så vi kunne løbe Kolind trætte. Dejligt at få brugt hele holdet og se, at alle pigerne bød ind med løsninger. Det var en af disse dage, hvor man som træner bare var stolt af sit hold," siger en glad cheftræner.
Overvandt nervøs start
I opgøret mod FC Grenaa startede Nørre Djurs HK damerne nervøst. Måske fordi FC Grenaa i deres foregående kamp blot havde tabt med et enkelt mål til Ebeltoft.
"Vi startede meget dårligt op i vores forsvar. Vi var ikke så aggressive, som vi ellers gerne vil basere vores spil på, og det gav meget plads til deres venstre back Simone Krogh, som er en meget dygtig spiller, der både er godt skydende og meget fintestærk. Hun fik lov at score 11 mål imod os," fortæller Lars Andersen.
Til gengæld havde Nørre Djurs HK ikke problemer med at komme til chancer i angrebsspillet, selvom FC Grenaa startede med at mandsopdække Anna Sørensen.
Det gav i stedet Celine Poulsen og Jeanette Sørensen plads til at boltre sig på, og den udnyttede de begge.
Nørre Djurs HK's større bredde gjorde udslaget, som kampen skred frem.
"Stor ros igen til hele holdet for en flot indsats, men især til Jeanette Sørensen for flot angrebsspil efter hendes lange skadespause, og ros til Mirja Poulsen i målet for at tage flot over, da Gitte Mathiesen ikke helt ramte dagen," lyder det fra cheftræneren.
Søndag gælder det. Nørre Djurs HK havde allerede i efteråret mulighed for at rykke op i Serie 1. Det kiksede, men denne gang er odds langt bedre.