Fortsæt til indhold

DGI-priser på vej til Skanderborg?

Sport
Arkiv

Chancen for at Skanderborg løber med en af DGI's østjyske foreningspriser er stor. Hørning Puls kæmper om prisen som Årets Forening 2017, mens HI Skanderborg Badminton og Skanderborg Lawn Tennisklub er med i opløbet om at vinde SÅDAN Award 2017. Afgørelsen falder 30. marts på DGI Østjyllands årsmøde.

Siden starten af marts har alle haft haft mulighed for at stemme blandt de indstillede kandidater, og det står nu klart, at de tre finalister til prisen som Årets Forening 2017 er Hørning Puls, Hammel GF Fodbold og Aarhus Studenternes Volleyforening, mens HI Skanderborg Badminton og Skanderborg Lawn Tennisklub sammen med Beder-Malling Idrætsforening dyster om SÅDAN! Award 2017.

”Der har været stor interesse for at stemme. Der er afgivet 1.442 stemmer. Det er ganske flot, synes vi selv. Nu vil et udvalg nedsat af vores bestyrelse endeligt vælge, hvem vinderne skal være i år,” oplyser Hans Jørgen Hvitved, formand for DGI Østjylland, i en pressemeddelelse.

Det er endnu et tegn på, at der er masser af kvalitet og udvikling i det østjyske foreningsliv, mener Hans Jørgen Hvitved.

”Det fremgår klart af indstillingerne, at det bestemt ikke skorter på gode idéer og initiativer blandt de østjyske foreninger. Derfor er vi også meget spændte på at se, hvem der vinder. Vi glæder os til at løfte sløret,” fortæller han.

På årsmødet 30. marts i DGI-huset i Aarhus er der gratis adgang for ledere, trænere og udøvere fra DGI Østjyllands medlemsforeninger.