Damer og drenge til tops
IF Mols’ Serie 4 damer og U14 Drenge B klar til at spille om kredsmesterskabet
IF Mols hentede to triumfer i den netop afsluttede håndboldsæson. Klubbens Serie 4 damer sikrede sig førstepladsen i sin række og dermed oprykning til Serie 3.
Holdet startede ellers med at tabe sine første to kampe, men til gengæld blev de otte følgende vundet rub og stub.
Det gjaldt for eksempel nøglekampen mod Hørning GF, der sluttede med samme pointantal som IF Mols, men havde et dårligere målregnskab. Derfor kunne IF Mols tage førstepladsen.
Den kvalificerer holdet til kredsmesterskaberne, hvor holdet spiller semifinale på søndag mod Bjerringbro FH 2 i Lisborghallen ved Viborg.
Vinder IF Mols damerne, vanker der en finale mod vinderen af den anden semifinale, der står mellem Fårup-Sønderbæk IF 2 og IF 'Jarl' Arden.
Drengene i finalen
IF Mols' U14 drenge i B-rækken (årgang 2002 og 2003) er også klar til kredsmesterskaberne efter at have vundet deres pulje.
Drengene går direkte til finalen.
Finalen om Kredsmesterskabet spilles på søndag mod Mønsted-Sparkjær IF i Hornbækhallen ved Randers.