Brugsuddeleren ny formand for Tirstrup Idrætsefterskole
Lokalområdet og efterskolen bliver knyttet endnu tættere sammen med valget af Claus Lundberg som ny formand
Den lokale brugsuddeler Claus Lundberg, 53, er ny formand for Tirstrup Idrætsefterskole.
Det blev en kendsgerning på den nyligt afholdte generalforsamling, hvor Inge Rothaus Brøgger valgte at stoppe som formand men fortsætte i bestyrelsen.
Claus Lundberg er i forvejen godt kendt på og omkring skolen. Blandt andet fordi han allerede har siddet i bestyrelsen i seks år – og fordi han og eleverne er til gensidig glæde for hinanden.
“Jeg vil gerne efterskolen, og jeg vil gerne arbejde med de unge mennesker. Det er mine kunder. Men derudover er skolen som institution et stort aktiv for byen. Her ville sørme være stille uden det liv, som efterskolen tilføjer,” siger Claus Lundberg.
En stærkere profil
Han har en vision for fremtidens efterskole, der hedder, at den skal have skærpet sin profil endnu mere, så potentielle elever er helt klar over, hvad de får ved at vælge Tirstrup Idrætsefterskole.
“Vi skal gøre det langt mere tydeligt, hvad vi er gode til og brande os på det. De kommende elever skal være helt klar på, at de skal komme til os, fordi vi er gode til vores linjer. Så en fodboldspiller vælger os, fordi her er et fedt fodboldmiljø,” siger den nye formand.
Det arbejde har han selv været engageret i længe.
Eksempelvis har han i flere år samarbejdet med skolen om at få en moderne kunstgræsbane og være med i projektet “Liv i Tirstrup”.
Glæder sig til samarbejdet
På skolen glæder de sig over, at Claus Lundberg stillede op til formandsposten.
“Claus har i mange år været et stort aktiv i skolens bestyrelsen og en meget aktiv deltager i udvikling af Tirstrup i forbindelse med ”mere liv og aktivitet i Tirstrup”. Så jeg ser frem til samarbejdet,” siger forstander Jesper Ø. Pedersen.
Bestyrelsen skiftede ud på en enkelt plads mere.
Jens Søgaard gik ud, og i stedet kom Rune Simonsen ind. Han er tidligere lærer på skolen og arbejder nu på Rønde Gymnasium.