Fortsæt til indhold

Swotte nåede både barnedåb og scoring med låget

Nøragers anfører Kasper 'Swotte' Sortkjær har altid stået for den sande Nørager-ånd - det viste han igen Kristi Himmelfartsdag

Sport
Af Lars Norman Thomsen

Nøragers anfører Kasper 'Swotte' Sortkjær dukkede op ved bagerste stolpe efter ti minutter i torsdagens hjemmekamp mod Hadsund og pandede en hjørneparksbold fra Christian Mørch i nettet.
Det blev kampens eneste scoring, og dermed reddede Nørager sig tre vigtige point og kravlede over nedrykningsstregen.
Inden opgøret var Kasper 'Swotte' Sortkjær optaget af sit eget barns dåb, men kaptajnen nåede det hele, fordi han i god tid havde bedt om at få kampen flyttet til klokken 16.
"Vi var bedst de første 20 minutter, men i den resterende del af kampen havde Hadsund bolden mest, og jeg forstår godt, hvis de var skuffet over resultatet. Boldfordelingen i procent var vel 65-35 i Hadsunds favør, men de kom ikke frem til nævneværdige chancer, fordi vi forsvarede os godt og i Jesper Bredahl havde en sikker sidste skanse i målet," siger Nøragers cheftræner Ole Kjær.
Han var meget tilfreds med sin defensiv, der ikke gav meget væk.
"Alle mand følger vores aftaler og tager ingen chancer. Derfor kunne vi for fjerde gang spille til nul, og mod en modstander, som vi skal kunne måle os med, hvis vi skal blive i Serie 1," siger Ole Kjær, der offensivt lider af at mangle en angriber, der for alvor kan true modstandernes bagrum med sine dybdeløb.

Skadet Mads Fuglsang Pedersen måtte gå ud

Nørager startede med Steffen Klintø, Dan Elgaard og Benjamin Kjemtrup på bænken.
Klintø smed overtræksdragten efter 60 minutter, da unge Mads Fuglsang Pedersen måtte gå ud med en skade efter en voldsom tackling fra en gæstende spiller.
En tackling, som efter cheftrænerens opfattelse, burde have resulteret i en marchordre. Dommeren mente dog noget andet.
Steffen Klintø kom ind i front, mens Daniel Sortkjær rykkede ned på midtbanen.
"Steffen kom ind og sled og slæbte i en halv time. Hans arbejdsindsats er altid guld værd, og han tog også turen hjem for Daniel Sortkjær i et par tilfælde," roser Ole Kjær.
12 minutter før tid var der gult kort og ti minutters pause til en velspillende Lasse Jensen for et frispark.
Ole Kjær rykkede derfor Ole 'Post' Nielsen ind i centerforsvaret, og smed Dan Elgaard ind på venstre back, mens Mathias Fisker blev taget ud.
"Vi var presset det sidste kvarter, men på hård fight og sammenhold holdt vi hjem. Stor ros til holdet," siger Ole Kjær, der gav unge Benjamin Kjemtrup de sidste fem minutter i stedet for en træt Christian Mørch.

Mod Vorup FB søndag på Ulvehøj

Søndag møder Nørager på udebane topholdet Vorup FB på Ulvehøj i Randersforstaden.
"Vi skal spille på kunstgræs, og Vorup kan rykke op med en sejr. Derfor kommer der nok masser af mennesker, så det bliver lidt af en opgave for os," vurderer Ole Kjær.
Han tager ikke Benjamin Kjemtrup med til kampen for at skåne hans knæ. Lørdag vil Ole Kjær ligeledes tage en snak med nøglespilleren Lasse Jensen for at høre, om hans følsomme fysik kan klare en kamp på kunstgræs.
"Kampen mod Vorup FB er en bonuskamp, så vi vil ikke risikere noget. Der kommer andre og vigtigere kampe," siger Ole Kjær.
Nørager har hentet 11 point i ni spillerunder og blot scoret otte mål.
"Vi har en udsat kamp på hjemmebane mod AGF, som vi skal vinde, og der skal muligvis en sejr mere til, men så er jeg også næsten sikker på, at vi spiller i Serie 1 efter sommerferien," lyder det fra cheftræneren, der har kontrakt med Nørager året ud.