Fortsæt til indhold

Grim 6-0 lussing til Nørager

Nørager kunne intet stille op i fredagens udekamp mod et velspillende og boldsikkert VRI mandskab, der reelt kørte gæsterne over

Sport
Af Lars Norman Thomsen

"De var hurtigere på samtlige pladser, og det kommer bare til udtryk på en kunstgræsbane," lyder det fra Nøragers cheftræner Ole Kjær.
Han måtte fredag aften se sit Nørager mandskab komme til kort mod sin gamle klubs bedste hold.
6-0 (2-0) tabte Nørager, og det kunne ingen indvende noget imod, ifølge Ole Kjær.
Han havde topscorer Daniel Sortkjær Jensen tilbage i truppen, Men Sortkjær tog plads på bænken til at starte på i håb om, at han kunne spares til de kommende kampe.
På bænken sad også de to ungersvende, Sigurd Fisker og Benjamin Kjemtrup.
Sidstnævnte måtte allerede i aktion efter et kvarter, da rutinerede Lasse Jensen måtte forlade banen med en lyskenskade.
Kjemtrup overtog backpositionen, mens Mark Thomassen blev rykket ind i centerforsvaret som makker til Ole 'Post' Nielsen.
"I pausen sagde Benjamin, at han havde ondt i sit dårlige knæ, så allerede efter to minutter i anden halvleg måtte vi tage ham ud og sætte Sigurd Fisker på banen," fortæller Ole Kjær.
Ved pausen var VRI foran 2-0, og det var godkendt, lyder cheftræner Kjærs vurdering.

Kiggede på uret

Efter pausen kom også Daniel Sortkjær i spil, og sammen med holdkammeraterne blev han rundbarberet eftertrykkeligt i de første 15-20 minutter af anden periode.
"VRI scorede tre mål, og jeg kiggede virkelig på klokken og bad til, at kampen snart måtte slutte," siger en fattet Ole Kjær.
VRI nøjedes dog med yderligere en scoring, før Ole Kjær & co. fik fred.
Den faldt, mens Nøragers anfører Kasper 'Swottw' Sortkjær sad ude med et gult kort.
"Ros til spillerne for, at de trods alt ikke lagde sig ned. Vi mødte bare en modstander som var klart bedre end os i både tanke og handling," erkender Ole Kjær.
"VRI har et virkelig godt hold, der magter at spille hurtigt, og de flytter sig godt. Jeg vurderer dog, at de er til at tale med på en ujævn græsbane."
Ole Kjær skal nu i tænkeboks før næste weekends kamp på udebane mod Christiansbjerg IF, som er et hold som Nørager skal vinde over for at bevare håbet om at undgå nedrykning til Serie 2.
"Jeg håber på en trodsreaktion, og så må vi se, om Lasse Jensen bliver klar. Ham kan vi dårligt undvære."
Han håber at kunne lokke tilkaldespillere som Paw Elgaard, Martin Andersen og Dan Elgaard til at give en hjælpende fod med i de kampe, der kommer nu.