Fortsæt til indhold

TRIF’s fodboldskole får besøg fra Hobro og AGF

TRIF samler igen i år næsten 200 børn og unge til fodboldskole i Rønde

Sport
Af Martin Schultz

Fem dage med fodbold fra kl. 8.30 til 15 i sommerferiens første uge. Det er der tradition for i TRIF, som kører sit helt eget fodboldskolekoncept på banerne ved Rønde Idrætscenter i et tæt samarbejde med Rønde Sparekasse.

”Som altid er programmet spækket med gode ting, og derudover kan der nævnes lidt ekstra ting som alternativ fodboldoplevelse onsdag formiddag, og besøg af professionelle spillere og trænere fra Hobro og AGF,” fortæller Thomas Alsen, som igen i år sammen med Troels Svane Hansen står i spidsen for et ungt og dynamisk trænerteam.

Gratis til superligakamp

TRIF's fodboldskole har plads til næsten 200 drenge og piger i årgangene fra U7 til U15. Tidsrummet er 9-15 hver dag, med undtagelse af mandag, hvor mødetiden er 8.30.

”Om man til daglig spiller i TRIF er underordnet. Man skal bare være glad for fodbold,” siger Thomas Alsen.

Tilmelding sker via TRIF's intrasystem, halbooking, og der kan yderligere tilkøbes en frokostordning i kantinen.

”Desuden får alle, som tilmelder sig fodboldskolen to billetter til en valgfri AGF hjemmebanekamp i sæsonen 2017/18,” fortæller Thomas Alsen.