Fortsæt til indhold

Aunings U15 drenge har lagt godt fra land

Cheftræner Jeppe Friis og hans fodbolddrenge gør klar til torsdag aften at vinde sejr nummer fire i dette forår, når holdet gæster Hadsten

Sport
Af Lars Norman Thomsen

Aunings U15 drenge, der har Jeppe Friis som cheftræner, spiller med i den DBU Jylland-række som hedder U15-1.
Kuldet af drenge, der har spillet sammen i mange år, arbejder videre med at bygge endnu mere på, når de mødes på træningsbanen.
Det har også givet valuta i form af sejre på kampbanen. Tre kampe er spillet og tre kampe er vundet.
Den første kamp var mod en af forhåndsfavoritterne fra HEI. En meget jævnbyrdig og meget velspillet kamp blev vundet af Auning med 2-0. Målene blev begge sat ind af Mikkel Knudsen.

"Vi har ikke tidligere vundet over HEI. To kampe i sidste års mesterrække blev begge tabt, ligesom en kamp i årets træningsturnering blev det," fortæller Jeppe Friis.

Kamp nummer to var mod Ebeltoft, som Auning har mødt indtil flere gange de seneste år uden at tabe, blev vundet snævert med 2-1 efter 2-0 føring ved pausen.

"I pausen blev vi enige om, at fortsætte de gode takter, men det blev desværre til en meget skidt halvleg, hvor vi havde svært ved at holde fast i vores aftaler. Det blev dog kun til et enkelt Ebeltoft-mål og derfor en 2-1 sejr. Ebeltoft havde fortjent ét point," siger Jeppe Friis.
Aunings målscorere var Lasse Katholm og Emil Bang.

Auning i favoritrolle

I sidste uge var det Lystrups tur til at komme til Auning . Det blev en kamp med Auning i teten og den styrende rolle og allerede efter fem minutter bragte Oliver H. Andersen Auning i front.
"Lystrup var sjældne gæster på Aunings banehalvdel og helt efter fortjeneste og efter fantastisk opspil, hvor bolden passerede 7-8 spillere kunne Lasse Katholm med det kolde højreben bringe Auning foran 2-0," fortæller en begejstret cheftræner.

I 2. halvleg blev det 3-0 ved Mikkel Knudsen, som efter flotte kombinationer afdriblede gæsternes målmand til sikker scoring.

Tre hjemmekampe er nu spillet med fuld gevinst, og der kommer nu tre udekampe i træk. Torsdag 4. maj gælder det Hadsten på NTM Arena i Hadsten klokken 18. Et hold, som Auning ikke har mødt tidligere.

"Uden at kende Hadsten vil jeg vove den påstand, at HEI, VSK Aarhus og Auning må tage favoritrollen på sig i forhold til oprykning," lyder vurderingen fra cheftræneren.
Hadsten har til dato tabt 4-1 til Ebeltoft, men til gengæld slået VSK Aarhus (1) med 2-0.
Vinderen af puljen rykker op i Liga 3 hos U16 drenge efter sommerferien. Liga 3 er en af flere nye notationer for rækkerne i DBU Jylland-regi.