Nørager forpassede gylden mulighed
Et veloplagt og tændt AGF mandskab vandt torsdag aften over Nørager på Nørager Stadion, og derfor skal landsbyklubben vinde over Kristrup 2. pinsedag
Med tre spillerunder igen ligger Nørager fortsat placeret under nedrykningsstregen i Serie 1 - med 11 point for ti kampe.
Kun Vivild har gjort det dårligere med otte point for det samme antal kampe.
Torsdag aften havde Nørager ellers muligheden for at kravle helt op på tredjepladsen, men det krævede en sejr over ligeledes hårdtpressede AGF.
Med otte point i de sidste seks kampe, havde Nørager også sat næsen op efter en sejr mod et aarhusiansk hold på langfart til Norddjursland en hverdagsaften.
AGF mødte imidlertid toptændte op, og på mål i det 6. og 30. minut bragte gæsterne sig foran 2-0 mod et hjemmehold, der havde svært ved at tilspille sig de afgørende chancer.
"Vi havde vel halvanden chance i hele kampen, og selvom vi var styrende efter pausen, så blev vi aldrig rigtigt farlige," siger en skuffet cheftræner Ole Kjær.
God indsats af Martin Andersen
Ole Kjær havde fået overtalt den tidligere topscorer i Nørager og anfører for FC Djursland, mens overbygningsholdet spillede i 2. division, Martin Andersen, til at agere bænkevarmer.
Martin Andersen spillede med den sidste halve time i stedet for en skadet Christian Mørch, der måtte gå ud med en forstrækning i låret, og med stor sandsynlighed ikke kommer med i næste kamp.
"Martin Andersen gjorde det virkelig godt i betragtning af, at han slet ikke har trænet eller spillet. Taktisk klog og meget direkte i sit spil," roser Ole Kjær.
Men heller ikke Martin Andersen kunne sparke den bold i kassen, der kunne give Nørager troen på point.
Nørager har blot scoret otte mål i denne sæson, og sidste sæsons topscorer Daniel Sortkjær har meget symptomatisk endnu ikke ramt plet bare en enkelt gang.
"Da vi kom bagud tidligt i kampen, var det ligesom om, at vi begyndte at forfalde til unoderne fra starten af sæsonen, hvor vi glemte at bruge krudt på kampen og i stedet kommenterede alt for meget på dommerens præstation og indbyrdes. Det var skuffende," siger Ole Kjær.
Nu gælder det
På mandag, 2. pinsedag, gæster Kristrup Nørager Stadion til endnu et bundopgør.
Kristrup møder frem med 12 point, og Nørager kan dermed med en sejr passere Kristrup i stillingen og tillige Hadsund, der ligeledes har 12 point, men allerede har spillet sin kamp i 12. spillerunde, hvor det blev til et nederlag til topholdet Vorup FB på 1-0.
"Vi skal vinde over Kristrup, det må man sige," fastslår Ole Kjær.
"Det er nu, vi skal være der, hvis vi skal slutte over nedrykningsstregen."
Han forventer ikke, at Christian Mørch bliver klar til kampen. Til gengæld er Glenn Hansen parat igen efter at have været fraværende mod AGF.
"Jeg håber at kunne overtale Martin Andersen til en kamp mere, men han har ikke lovet noget," siger Ole Kjær.
Kristrup er velkendt for at spille simpelt fodbold med vægt på en god defensiv organisation, lange bolde i retning af et par kropsstærke angribere og høj fokus på de offensive standardsituationer.
Det modsatte opgør de to klubber imellem sluttede 0-0.
Nørager kan se frem til efter sommerferien, at Michael Jensen vender tilbage efter at have tilbragt foråret som soldat i Afghanistan.
Ligeledes skulle unge Rasmus Bang være klar til at spille i den hvepsestribede trøje.