Alle kan have glæde af at spille håndbold
Vivild IF vil fortsætte med håndbold for udviklingshæmmede
Siden påske har Vivild Håndbold haft et ganske særligt tilbud.
Håndboldklubben har nemlig på forsøgsbasis haft et tilbud til håndboldspillere med forskellige handicaps, og det ha fungeret fint med 12 glade og dygtige håndboldspillere mellem 10 og 16 år.
Holdet har døbt sig selv “Vivild håndbold STARZ” og er en del af Vivild Håndbold. Holdet træner hver onsdag fra kl. 16.30-17.30 på Vivild Gymnastik- & Idrætsefterskole.
”Det er været en rigtig god oplevelse både for spillere og trænere, så vi har besluttet at fortsætte efter sommerferien og udvide med spillere helt ned til 6 års alderen,” siger Rikke Kristensen fra Vivild Håndbold.
Vivild Håndbolds tilbud om håndbold for udviklingshæmmede lægger sig op ad et andet initiativ, som netop er blevet meget omtalt, efter at den tidligere landsholdsspiller Rikke Nielsen fik tildelt DR's pris
”Årets forbillede”.
”Rikke Nielsen træner et tilsvarende hold i Gistrup ved Ålborg og modtog DR's pris “Årets forbillede”. Vi har haft to af vores trænere til foredrag med Rikke Nielsen og har kontakt med hende om at mødes til træningskampe og udveksling af erfaringer og ideer,” fortæller Rikke Kristensen.
”Vores træning består af motorik, styrke, kondition og selvfølgelig masser af leg med bold. Vi forventer at skulle deltage i stævner og eventuelt den nye “Lykke-liga”, som den tidligere landsholdsspiller Rikke Nielsen har sat i gang.”
I Vivild Håndbold glæder man sig rigtig meget til at fortsætte arbejdet efter sommerferien og håber på både nye som tidligere håndbold spillere.
Træningen starter i uge 34.